03/07/2026
Hvordan ser forsoning, heling og tilgivelse ud?
Hvordan beder man om tilgivelse for fortidens syndere, hvis man ikke har været en del af den? Og hvordan heler man, hvis man hverken får en forklaring, en undskyldning eller plads til at fortælle om de ar, synderne har sat sig på en? Efter de børn man aldrig fik, efter de børn, som blev taget fra en, efter den barndom på ens jord man mistede, og sproget og kulturen som gik tabt, fordi danificeringen krævede en assimilering til noget andet end den man var.
Hvordan deler vi sandheden, uden der pejes fingre ad dem som lytter, hvor skyld og skam ikke fylder så meget, at man ikke tør tale frit eller lytte med empati?
Jeg gik ind til et møde med Biskoppen over Viborg Stift Henrik Stubkjær, som også er formand for Det Lutherske Verdensforbund og tidligere generalsekretær for Folkekirkens Nødhjælp med et forsøg på at tænke, at det var et møde mellem mennesker. Jeg turde ikke tænke på, hvor vigtig han er for så mange mennesker. Men virkeligheden rammer efter.
For jo længere jeg bevæger mig ind i det her arbejde med forsoning mellem Kalaallit Nunaat/Grønland og Danmark, desto smallere føles stien og hensynet til alle fortidens syndere og nutidens ar føles nærværende. Historierne er levende i dag. Ansvaret føles tung, men behovet endnu vigtigere.
Jeg ved ikke, om jeg tror på Gud. H*n har personligt taget for meget fra mig. Et barn er en dyr gave. Men samtidig har de samtaler jeg har haft med præst Natalia Packert Andresen og hendes sjælearbejde været mindst lige så vigtige som samtaler med psykologer. Hun og jeg havde desuden et år en sorggruppe for unge, som havde mistet en forældre eller søskende. Det, som nogle præster kan, er, at være hos en i mørket. De tør gå med en i mørket. Ensomheden mindskes og sorgen er dermed knap så tung. Præster, som kan den slags sjælearbejde, er afgørende for, man kommer hel ud af den tungeste sorg. At arene heles.
Mange inuit har et blandet forhold til Kristendommen, da missionær Hans Egede forsøgte at omvende grønlændere fra at være inuittroende, med tro på Sassuma Arnaa (Havets Moder) og andre naturguder. Man mistede vore angakok, vores religiøse ledere, vores åndemanere og dermed også trommedans i Vestgrønland. Missionærerne kom senere til Nord- og Østgrønland og derfor findes det stadig der i den originale form.
Nogle forpester kristendommen og ser den som roden til de koloniale ar. Andre finder den dag i dag trøst i det fællesskab kirken kan tilbyde. Vi er en broget skare i Kalaallit Nunaat. Lige som i Danmark.
Jeg er utroligt ydmyg over, at Biskoppen tog sig tid til et møde. Og jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet. Men det var et utroligt varmt og nærværende møde, hvor der lyttedes, der var en åbenhed for, hvad Kirken har gjort og hvilken rolle Kirken kan spille i forsoningen mellem Kalaallit Nunaat og Danmark. En god leder leder efter svarene med andre.
I Norge har kirken spillet en stor rolle i forsoningsarbejdet for samerne, som mistede sprog og kultur. Der hed det Norificering.
Hvis der findes en Gud, så tror jeg h*n kan tilgive mig min tvivl. Og jeg tror på næstekærligheden og jeg tror på, hvis der findes en Gud, må h*n være i det mellemrum som er mellem mennesker, imellem du og jeg. Jeg elsker at komme i kirken, for der er et rum til eftertanke og refleksion og de helt store tanker som, hvordan ser forsoning, heling og tilgivelse ud?
Qujanarujussuaq, tusinde tak, Henrik Stubkjær. Det betyder mere end jeg kan beskrive!
Og tak til Natalia for at være der, da livet var allermest mørkt. Det glemmer man aldrig.
Forsoningen ligger ude i horisonten.
🇬🇱🤝🇩🇰 i dag føles den tættere på.
Dette er for vores meeqqat. For vores børn, som skal vokse op frie.
