03/11/2021
Var du med i går, da Christiane Vejlø bød velkommen til den niende Art Tech Tuesday?
Hvis ja, så ved du at Cecilie Waagner Falkenstrøm og
Kristoffer Ørum lagde ud med kunstnernes take på kunstig intelligens og en verden af data, som vi bare drysser mere eller mindre skødesløst omkring os. Cecilie viser det eksempelvis i en af sine teaterforestillinger ’Skyggen’, hvor skyggen i H.C. Andersens udgave slippes løs og ender med at bytte rolle med mennesket, men hvor det i hendes udgave er en kunstig intelligens, der i hovedrollen interagerer med skuespilleren. En forestilling hvor ikke to aftener er ens.
Kristoffer, udklædt som den invasive signalkrebs, funderer over, om han på den måde, får mulighed for at sige noget vigtigt på en ny måde og måske kan gå ud over det, vi plejer at tro på? Hvordan finder vi ud af at leve sammen med de algoritmiske systemer, der hele tiden overvåger, genkender og fortolker os – uden at vi underlægger os det? Og hvad gør vi i den demokratiske samtale, når vi ser Tech giganterne samle flere og flere data om os?
Samtalen bliver ikke mindre interessant, når Jacob Busch filosoferer over tanken om at give flere data fri, og dermed tilstræbe en paradisisk tilstand i verden. Men kan etikken udliciteres? Forsøg i jobcentre lader allerede nu maskinerne sortere i, hvem der får tilbudt job først. Noget der før var noget mennesker tog stilling til. Men skal vi i højere grad stille os på tværs og udfordre teknologien?
Hvis du gerne vil vide, hvad de tre kom frem til i paneldebatten - måske fordi du lavede noget andet i går mellem 15 og 16, kan du gå ind på arttechtuesday.dk og se denne og de otte foregående talks og lade dig underholde, inspirere, provokere eller noget helt fjerde.
Næste Art Tech Tuesday finder sted tirsdag den 7. december, hvor temaet er ’Don’t tell it – show it’!
Art Tech Tuesday er opstået i samarbejde med Vejle Kommune, Vejle Bibliotekerne, Vejle Musikteater, Vejlemuseerne og AI Innovation House i DANDY Business Park.