11/10/2026
For 6 år siden......... ❤️📺
For 6 år siden var vi midt i et eventyr, som jeg stadig den dag i dag tænker tilbage på med et kæmpe smil. Den Vildeste Danser. På TV2.
Det var mange ugers hårdt arbejde. Lange dage. Utallige træningstimer! Nerver. Grin. Forventninger. Pres. Sommerfugle i maven. Og en periode, hvor dansen og projektet fyldte næsten alt. Samtidig med at Dance Company Twenty derhjemme fløj derud af.
Og jeg elskede hvert eneste sekund af det. Af det hele.
Når jeg ser tilbage i dag, kan jeg også se, hvor meget programmet Den Vildeste Danser faktisk kom til at betyde for både Dance Company Twenty - og for mig personligt og karrieremæssigt.
DCT var stadig en forholdsvis ung danseskole i Varde, og pludselig stod vi midt i en stor tv-produktion og fik lov til at vise noget af det, vi kunne, til langt flere mennesker, end vi nogensinde havde kunnet nå hjemme fra dansesalen.
Det gav os synlighed. Det gav os erfaring. Åh yes. Det gav os mod på mere. Det gav relationer, oplevelser og muligheder – og det blev på mange måder et af de øjeblikke, der var med til at vise mig, hvor langt dansen og Dance Company Twenty faktisk kunne række.
For mig personligt blev det også en karrieremulighed, jeg aldrig havde turdet regne med.
Da jeg startede Dance Company Twenty i Varde, havde jeg aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig, at vores navn skulle ende i så store projekter, events og tv-produktioner.
Jeg tror egentlig heller ikke, jeg dengang forstod, hvor meget den oplevelse ville komme til at følge os. For det gør den stadig. Tit.
Selv 6 år senere bliver Den Vildeste Danser stadig nævnt.
Jeg kan stå en helt almindelig morgen i fitness og træne, og så kommer der nogen hen til mig og siger: “Skal I ikke snart tilbage på fjernsynet?”
Og hver gang bliver jeg lidt glad indeni. For tænk, at folk stadig husker det. Tænk at folk så med. Ikke bare Varde så med. MANGE så med.
Tænk, at noget vi arbejdede så vanvittigt hårdt på i nogle intense uger, stadig lever videre i folks bevidsthed år senere
Men noget af det allerstørste for mig, når jeg kigger tilbage, er danserne!
De mennesker, jeg delte hele oplevelsen med. De betød utrolig meget for mig dengang – og det gør de stadig. Jeg føler mig enormt heldig over, at flere af dem fortsat er en del af Dance Company Twenty og også er blevet en del af mit liv. Det er vildt - og stort.
Vi oplevede noget sammen, som man ikke bare lige glemmer. Og måske er det også derfor, jeg stadig elsker det så meget, når telefonen ringer, eller der tikker en mail ind med en ny og lidt anderledes mulighed til DCT.
“Kunne I have lyst til at være en del af det her?” JA. ❤️
Jeg siger virkelig sjældent nej. Faktisk siger jeg aldrig nej. For i dag er jeg så priviligeret, at jeg har trænet mine dygtige ansatte op til at forsætte i mit spor. At koreografere og skabe show. Nu er vi flere hænder, fødder, ja flere kreative hoveder indblandet i mange forskellige shows.
Jeg elsker stadig de projekter, vi engang imellem får lov til at være en del af. Jeg elsker processen, idéerne, det kreative, de lange dage og alt arbejdet bag. Og jeg elsker at kunne give vores dansere oplevelser, der rækker ud over den ugentlige dansetime og vores egne fire vægge. Det synes jeg ærligt er rimelig blæret. At kunne give mange af mine dansere så fede oplevelser. Alt fra små shows i det lokale til store shows med anerkendte kunstnere.
For hver eneste gang tænker jeg lidt tilbage på den Caroline, der startede en danseskole i Varde i 2017. Hun havde ingen idé om, hvor mange mennesker der ville komme til at gå gennem dørene.
Ingen idé om hvilke scener, projekter og produktioner DCT en dag ville blive en del af.
Den Vildeste Danser på TV2 vil altid være et helt særligt kapitel i Dance Company Twentys historie – og i min egen.
Jeg er stolt af det, vi skabte. Alle koreografier, på hver deres måde. Fra mobning, begravelse til dukker, til Sonnys dedikationdans, ja dem alle. Jeg er taknemmelig for de muligheder, det gav os. Men mest af alt er jeg taknemmelig for dem, jeg fik lov til at opleve det sammen med. Dygtige ambitiøse dansere og mennesker.
For selvom skolen, hverdagen og arbejde fylder meget. Så skal - og vil jeg have at børn, unge og voksnes fritidsaktivitet også må - og kan - fylde. Vi skal passe på vores kommende generationer. De skal også have lov til at have et frirum og vokse i. Ikke kun i skolen.
Knus Caroline
🎥 Link:
Se mere på TV 2 PLAY lige her: https://play.tv2.dk?cid=soco:6600085...