06/05/2023
Galleriet er åbent imorgen søndag 11-16
Denne keramiker kan i møde imorgen fra 13-15
Anmeldelse
Tom Jørgensen, kunstanmelder ved Jyllands Posten og redaktør af Kunstavisen, skriver:
Skal man finde de kunsthistoriske samtalepartnere til Vivi Terkildsens keramiske værker, skal man et stykke tilbage i tiden. Tilbage til billedhuggere som franske Auguste Rodin, danskerne Rudolph Tegner og Stephan Sinding og så den bemærkelsesværdigt eksperimenterende keramik, som Paul Gauguin skabte. Kunstnere, der brugte deres metier til at udtrykke voldsomme menneskelige følelser som sorg, vrede, afmagt, frugtbarhed og kærlighed.
På samme måde kredser Vivi Terkildsen i sin keramik om de store spørgsmål i livet. Også de ting og forhold, som vi ikke umiddelbart har den store lyst at tale om. Ting som selvmord og smerte.
Tag f.eks. ”He! Did it! When su***de becomes family history”. Menneskeskikkelsen øverst på figuren holder armene ned langs siden med alle tegn på fortvivlelse og afmagt. Den lange snoede krop synes at være på nippet til at vokse sammen med den brune trælignende form, den læner sig op ad. Livet er på vej til at forsvinde og blive ét med den materie, den er udrundet af. Et værk, man ikke lige ryster af sig. Præcist og ubærligt på en og samme tid.
Eller hvad med ”Pain”? En blåglaseret figur, hvis massivitet synes at hæmme og spærre for det liv, der skjuler sig indenunder den hårde form. Smerte kan her forstås som både den fysiske og den indre mentale smerte. Følelsen af at være fastholdt i en spændetrøje, ikke at kunne slippe fri.
Mere kompliceret er ”Adam og Eva”. Vi ser dem efter syndefaldet siddende i en slags vase eller kurv. En barriere adskiller de to elskende, deres uskyld fatalt kompromitteret. Men de er dog sammen i deres afspærring og isolation. Deres skæbner er forenet. Som alle menneskers.
En helt anden stemning synes at herske i ”Ægget”. Det er ikke det traditionelle ovale æg, Vivi Terkildsen viser os. Snarere en figur, der synes at gribe om sig selv i en evig cirkulær bevægelse. Måske henvisende til såvel den selvregulerende natur som hinduismens og buddhismens cirkulære tidsopfattelse. Er det tilfældet, går den igen i ”Organisk amøbe”, hvor naturen atter vises som hvilende i sig selv, fri for menneskets ofte skadelige indgriben.
Helt fabulerende bliver Vivi Terkildsen i den blåhvide platte ”Prinsessen på ærten”, hvor vi præsenteres for et helt lille tableau af eventyrstemning og fantasi.
Med sin både præcise og empatiske evne til at vise menneskelige følelser spændende fra voldsom sorg og desperation til kærlighed, fantasi og overskud går Vivi Terkildsen direkte i kødet på os. Det er værker, man bliver nødt til at forholde sig til. Værker, som ikke bare vil være pæne, men gøre en forskel. Og en forskel, det gør de.
