05/05/2026
SPILLEGLÆDE må være aftenens ord! 🥹🎻🎶❤️
Tak til alle stryger- og måske især bratsch-elskere for en dejlig Pro Musica-koncert, der om noget viste, hvad strygerfamiliens varme, fløjlsbløde mellemstemme kan byde på. 🎻
Vi lagde ud med Antonín Dvořáks “amerikanske” strygekvintet nr. 3 i Es-dur, op. 97, der føjer en ekstra bratsch til den traditionelle strygekvintet. I aften spillet af Zhe Deng (violin), Veronika Krauß Mojzešová (violin), Kateřina Jelínková (bratsch), Esther Mielewczyk (bratsch) og Jonathan Slaatto (cello).
Kvintetten er Dvořáks forsøg på at finde en unik, national identitet til den amerikanske musik – tydeligt influeret af hans møde med den afroamerikanske og indfødt amerikanske folkemusik. Og så hans eget hjemlands mere festlige end vemodige sange i dette tilfælde.
Ifølge 1. violinist Zhe Dengs formfuldendte, dansksprogede introduktion (👏) er kvintetten skrevet i en glædesfuld kompositionsiver på kun seks uger, hvor Dvořák angivelig var fuld hver dag og havde en fest med sine landsmænd i det amerikanske.
Og den samme glæde ved at spille sammen var så tydelig i aftenens kvintet, at de små hår rejste sig på armene. Bravo! 🙌🎶❤️
Efter pausen gik der så for alvor bratsch i den, da vi fik OS’ samlede bratschgruppe på scenen: Rafaell Altino, Martin Jochimsen, Kateřina Jelínková, Gertrud Ludwig, Dorota Kijewska, Christian Bønnelykke, Victor Sørensen og Esther Mielewczyk.
De gav os en sprudlende, alsidig, vildt sjov og overlegent velspillet buket af klassiske superhits, suverænt arrangeret for otte bratscher af Victor Sørensen. 🎻
Og så kan det godt være, at bratschen traditionelt er orkestrets prygelknabe og mobbeoffer, klemt inde som den er mellem de mere flashy og opmærksomhedsskabende violiner og celloer.
”Men hvad er en hindbærsnitte uden hindbærmarmelade?”, som Martin Jochimsen retorisk og vildt sjovt ridsede op i sin introduktion. 🍰
Og mobbeoffer eller ej: Det er dælenduleme otte STJERNER, vi har siddende i den bratschgruppe! ⭐⭐⭐⭐⭐⭐⭐⭐
My God, the charisma! Og jeg tænker, at der ikke har siddet en sjæl i publikum, der ikke fik lyst til at springe op og danse til Piazzollas ”Fuga y misterio”, blev berørt af den sødmefulde “Nimrod”-variation fra Elgars ”Enigmavariationer”, eller blev ægte skræmt af Prokofjevs krigeriske “Riddernes dans” fra ”Romeo og Julie”. Og så har jeg kun lige nævnt en lille brøkdel.
’Special mention’ selvfølgelig til det fantastiske ”STAR WARS”-medley-ekstranummer, som jeg har gået og lagt bånd på mig selv for ikke at komme til at afsløre. Åååhh, hvor var det fedt og sjovt! Så kan man da i sandhed tale om VIOLA POWER! 👽🎶🎻😍
TUSIND mennesker burde have overværet denne koncert! Men vi har jo heldigvis bratschgruppen i al fremtid. De er åbenlyst gode venner og glade for at spille sammen. Og kommunikationsmoster er glad og stolt helt ind i knoglerne ved tanken om, at der vel nok bliver basis for flere bratschgruppearrangementer fremover.
Tak for en helt fantastisk aften til et dejligt publikum – man kunne tydeligt mærke, at I også blev smittet af spilleglæden!
🎶❤️, Katrine, OS
