24/07/2026
Din kommunikationsmoster befinder sig i London og leder efter spor af Händel og Elgar og fish’n’chips og Downing Street-katten Larry. 🎶🇬🇧
Og i den anledning kan vi jo lige tage en tur igennem ’problemet’ med den engelske, klassiske musik. 😱🇬🇧
I 1904 var der en forholdsvist stram-masket, tysk kritiker ved navn Oskar Adolf Hermann Schmitz, der formulerede en spydig, lille sentens om engelsk kultur, som nu har hængt fast på dem i over hundrede år:
Han kaldte England for ”das Land ohne Musik”. Englænderne krympede sig som sparkede hundehvalpe og har ikke fundet på et godt modsvar endnu.
Og så alligevel. Oskar var tarvelig nok til at dø, inden briterne sprængte alle populærmusikalske glaslofter og gav os Cliff Richard, The Beatles, Rolling Stones, The Who, Fairport Convention, Fleetwood Mac, David Bowie, Black Sabbath, Led Zeppelin, Elton John, Queen, Eric Clapton, S*x Pistols, Kate Bush, Pink Floyd, Duran Duran, Iron Maiden, Mike Oldfield, The Police, Eurythmics, Dire Straits, Genesis, Joe Cocker, George Michael, Depeche Mode, The Cure, Oasis, Take That, Radiohead, Robbie Williams, Spice Girls, Joy Division, Muse, Ed Sheeran og Adele og-jeg-er-ikke-en-gang-begyndt-at-svede-endnu. 😎
Og nævn så lige én klassisk komponist, som er kommet ud af The Queen’s England! Ikke helt så nemt, vel?
De mere lærde (som jo nok er blandt OS’ Facebookvenner) vil selvfølgelig mumle noget om Henry Purcell og Elgar og Britten.
Men for det første er d’herrer jo ikke børnelærdom på linje med Bach og Mozart, og for det andet er der altså omkring to hundrede år mellem 1700-1900, hvor fastlandseuropæerne sprøjtede udødelige, musikalske genier ud i snesevis, mens englænderne mest lader til at have slået deres plæner og skrevet stor litteratur og spist scones og udgivet skandaleaviser.
Men hvis du ikke er velbevandret i engelsk, klassisk musik, så prøv at unde dig selv et lille crash-course. Jeg anbefaler:
🇬🇧 Thomas Tallis’ 40-stemmige motet “Spem in alium”, som toppede hitlisterne, fordi den var soundtrack til husmorpornobogen ”50 shades of grey”.
🇬🇧 Edward Elgar, hvis svulstige “Pomp and circumstance”-marcher bør balanceres af de gådefulde og romantiske “Enigma-variationer”, den eftertænksomme cellokoncert eller den søde ”Salut d’amour”.
🇬🇧 Frederick Delius’ lille tonedigt “Sleigh ride” til jul. Og ja, jeg mener Delius og ikke Leroy Anderson.
🇬🇧 Ralph Vaughan-Williams’ tonedigt “The lark ascending”, hvor grænsen mellem violin og pipfugl bliver visket ud. Vi hørte den smukt spillet af OS og Adam Koch i maj i år.
🇬🇧 Gustav Holsts orkestersuite “Planeterne”, hvis sats om Mars har inspireret filmkomponister og heavy metal-bands verden over. Dette værk husker vi fra en storslået koncert hos OS i efteråret 2025.
🇬🇧 Thomas Arnes patriotiske “Rule Britannia!”, hvis du er i dit megapompøse hjørne.
🇬🇧 Henry Purcells berømte klagesang “When I am laid in earth” fra operaen “Dido og Æneas”. Denne sang var en del af vores påske-kirkekoncerter i år, sunget af Océane Paredes.
🇬🇧 Brittens hårrejsende “War requiem” eller det pædagogiske orkesterudstillingsværk “The young person's guide to the orchestra“.
Personligt agter jeg at tage engelsk klassisk musik med mig i døden: Igennem årene har jeg opdraget 2½ ægtemænd til at huske, at jeg til min begravelse vil have et kæmpe kor til at synge Charles Villiers Stanfords ”Nunc dimittis” i A-dur.
Men for det tilfælde, at de glemmer det, så skriver jeg det her også.
Så er chancen for, at én eller anden husker det, når colaafhængigheden får bugt med mig, nok større. 🥤😋
God sommer hjemme i Odense! Jeg glæder mig til at tage de britisk-musikalske vinde med mig hjem i næste uge.
🇬🇧 🎶❤️, Katrine, OS
PS. Elgars bare totalt hjertegribende og bevægende cellokoncert er på plakaten i 2027! Jeg siger det bare! 🎻🥰
