05/10/2019
Lige siden jeg første gang blev en del af Kunst og Cafe, for mere end 20 år siden, har det været en hjertesag for mig.
Da jeg blev inviteret til at være med bag om kulisserne, og være en del af mekanikken bag som en del af kunstnergruppen, sagde jeg derfor straks ja.
Vores møder var præget af smil og grin, verdenssituationen skulle vendes hver gang, og der gik spandevis af kaffe og cigaretter til hver gang. For pokker, hvor var det hyggeligt i gamle dage.
Vi havde hver vores arbejdsområder, og alle problemer og tiltag blev drøftet i al mindelighed. Alles mening talte lige meget, alle var lige.
For mit eget vedkommende handlede mit arbejdsområde om denne facebook-side, samt design og tryk af plakater og flyers, idet jeg har en baggrund som multimediedesigner, og dermed en stor erfaring med grafiske virkemidler, samt marketing og reklame på forskellige medieplatforme.
Og jeg elskede det, og var glad for at kunne deltage med netop mit specialeområde.
De senere år har været præget af omskiftelighed, og derfor nye normer og nye måder at anskue tingene på.
Jeg selv fik svært ved at nå møderne på grund af stort arbejdspres og en skilsmisse gjorde det ikke nemmere, så derfor var jeg væk nogle år.
Men sidste år blev jeg igen inviteret med, som en del af gruppen, hvilket jeg var virkeligt glad for at kunne deltage i igen, og jeg sagde, at det dog var på den betingelse, at jeg kunne gå ind i mit gamle arbejdsområde igen. Det blev accepteret, og jeg takkede med glæde ja.
Jeg blev dog hurtigt klar over, at de gamle dage var talte. Nu var der pludselig snakken bag om ryggen, skulle jeg finde ud af, og det har overrasket mig, hvordan voksne mennesker mener at kunne tillade sig at tale til, og om, hinanden.
For mig er ærlig og oprigtig kritik en dyd, og en stærk nødvendighed for videre udvikling. Det har jeg altid kunnet førhen, og jeg har altid modtaget den åbent førhen. Det er en forudsætning indenfor den branche jeg er uddannet indenfor.
Det viste sig, at hvis jeg gav ærlig kritik, blev det ikke taget for gode varer, tværtimod. Man delte ikke holdningen til kritik, og tog det meget negativt. Det var første lektion til mig
Jeg lavede årets poster, argumenterede for farver og design, og fik et ”go” til at gå i gang. Da den var lavet, sendte jeg den tilbage til de øvrige medlemmer af gruppen, for at få kritik tilbage, samt hvis der skulle laves justeringer, inden den gik i trykken.
Jeg fik justeringerne at vide, jeg udførte dem, og sendte endnu engang posteren tilbage til godkendelse. Plakaten blev derefter trykt.
Men så tog tingene fart.
Først var der dyb stilhed fra gruppen, når jeg kontaktede dem. Dernæst fik jeg en lang række beskeder fra et af medlemmerne, M. Z. (og ja, jeg synes faktisk, hun kandidere til at fortjene en halv-offentlig fremstilling), hvor jeg fik at vide, at jeg ikke længere var ønsket og at designet desuden slet ikke var godkendt, og man havde lavet en helt anden plakat bag om ryggen på mig.
Hun sendte mig beskeder, som i den grad var så nedladende og gik dybt, dybt ned på det personlige plan, så det chokerede mig og fik mig til at tænke på folkeskolens barnlige tøsefnidder. Det var så….vildt. Og det kom fuldstændigt bag på mig.
Det var dybt sårende, da hun begyndte at blande mine personlige forhold ind i gruppen, som omhandlede en ting, som jeg kun havde talt med en enkelt person (ikke M. Z.) i gruppen om , og som jeg egentligt forventede at kunne fortælle i fortrolighed. Jeg kunne nu forstå, at det var blevet vendt på et møde, jeg ikke havde været med til, og nu bestemt ikke længere var en fortrolighed.
Jeg var dybt chokeret (og senere temmelig vred) over, at voksne kvinder kan tale sådan om hinanden, og at en voksen kvinde kan bruge sådanne ord.
Hun fortalte mig, at gruppen var enstemmigt enige om at smide mig ud.
Ingen, og jeg mener INGEN, havde sagt noget til mig om hvad der var galt på forhånd, og jeg spurgte M. Z., hvad der lå til grund for det. Hendes svar var, at det ”var en kamel jeg bare måtte sluge”.
To dage efter fik jeg en forespørgsel om, om jeg ikke ville overgive siden til dem, men ikke et ord om en undskyldning.
Jeg ønskede bestemt ikke at overgive mit hjertebarn til nogen, som jeg følte mig så svigtet og nedgjort af, og derfor har siden ligget stille.
Jeg føler, jeg har været nødt til at give denne forklaring, efter jeg har fundet ud af, at man fra den nye side ikke har spor skrupler ved at copy/paste fra denne. Det synes jeg simpelthen er SÅ frækt, uden nogen som helst forudgående snak.
Og helt ærligt...? Jeg anede ikke jeg havde det i mig, men indrømmer blankt, at jeg er nået helt derud, hvor jeg absolut intet har tilovers for den nuværende Kunst og Café-gruppe.
Og ja, den holdning står helt og holdent for egen regning, men dér nåede jeg til, selv om jeg aldrig har drømt om noget sådant.
Jeg lægger de sidste billeder ind, som jeg tog af udstillernes værker sidste år. Der var mange fine ting, og jeg havde mange fine samtaler med udstillerne om kunst, former, farver, lys og skygge, og jeg skylder dem at fremvise deres smukke værker. Men herefter kommer siden til at ligge stille.
Jeg beklager, det skulle komme til dette, og ønsker dette og kommende års udstillere en god udstilling.
For der har altid været en god og hyggelig ånd over Kunst og Café, og det håber jeg, vil fortsætte i årene fremover.
Nu er det slt for mit vedkommende, men tak til alle udstillere, for mange gode, lærerige og inspirerende år, med masser af snakke, smil og grin hen over kaffen og kagen og de smukke værker.
Bedste hilsner,
Diana Rasmussen
