23/05/2024
Lidt om vandring. Nærvær med natur og børn.
- Skrevet af Michael
“Tab for alt ikke lysten til at gå: Jeg går mig hver dag det daglige velbefindende til. Og går fra enhver sygdom; Jeg har gået mig mine bedste tanker til. Og jeg kender ingen tanke så tung, at man jo ikke kan gå fra den Når man således bliver ved med at gå, så går det nok.”
Således skrev Søren Kierkegaard i 1847 til sin svigerinde, der var syg og svagelig.
Man kan ikke gå fra alt. Det må man sande.
En god tur i det åbne landskab kan dog være med til at skabe basis for en åndelig renselse.
Men hvad sker der, når man vandrer? Hvad opnår man, når kroppen og sindet hengiver og forener sig med naturen? Det øjeblik, hvor man overgiver sig til at kunne mærke brisens sang i træerne, fører sine hænder blidt gennem kornakser og blive bjergtaget af dødishuller og morænelandskaber?
Jeg glemmer mig selv kortvarigt og, ja det virker ulyksaligt, hvilket ikke er tilfældet, men det er netop her, at larmen for en stund forsvinder og sindet for lov at gå ind i en meditativ tilstand.
Sluk mobilen, glem skridttælleren, de er irrelevante.
Lev i dette øjeblik.
Vi har i vores husstand et løfte om, at hele familien, minimum én gang om måneden, har en længere vandretur. Og når vi først er kommet ud af døren (næsten uden brok). Og er kommet ud på de første par meter (igen næsten uden brok). Så er nærværet med de tre små poder også en renselse og en frigørelse fra småbørnsfamilieræset med alt, hvad der hører sig til.
Væk fra skærmen. Vi er i en forening med det mytiske landskab. Jeg ser andre nuancer af min familie, når vi er på ture. Der åbner sig en naturlig nysgerrighed hos mine unger og en modighed, der bliver vækket, når man finder et markfirben eller tør spise på spiselige planter og blomster.
Brug vandreture som et spirituelt vandingshul, hvor sindet kan få lov at genopblomstre. Gør det alene eller i samvær. Vandringen kan åbne op for de gode og dybe samtaler, enten med sig selv eller med andre.
Så...gå! Gå dig til et bedre velbefindende, så skal det nok gå.