30/08/2026
Informationsmøde om Den Gamle Jul
Onsdag den 9. september inviterer vi til informationsmøde om forestillingen Den Gamle Jul.
Tid og sted: Kl. 18.30 i KAT-huset.
Den Gamle Jul - kort fortalt:
Det er den 22. december 1901. Der er juletravlhed i Clare Andersens manufakturhandel, hvor byens madammer gør deres indkøb, mens snakken går.
Enkeborgmesterinde Svane venter sin datter, Line, hjem til jul. Line studerer husførelse i de fornemme kredse i København, og enkeborgmesterinden gør sig lidt vigtig over for Clare Andersen, hvis søn, Esben, "blot" studerer i København.
Begge de unge er ombord på sejlskibet Jefmine, da der indløber en melding om, at havnen er frosset til, og skibet derfor må anløbe Århus i stedet. Og nu er den gode julestemning pludselig truet i den lille by.
Det lykkes imidlertid de to unge at nå frem med den nye jernbane. Men det viser sig, at Line er i lykkelige omstændigheder!
Enkeborgmesterinden slår hånden af hende, og Line må holde jul hos Clare Andersen.
Men ... nisserne har naturligvis også en rolle i forestillingen. Og hvem er mon faderen? 🎅
Den Gamle Jul er en rigtig hyggelig familiejulekomedie med romantik, spænding, nisser og masser af muntre indfald - en forestilling, der emmer af gammeldags julestemning.
Opføres: Uge 48, 2026
Instruktion og tilrettelæggelse: Birgit Nielsen, Iben Dyel og Jakob Hedeboe