16/02/2026
JEG ER VRED PÅ KULTURENS OG KUNSTERNES VEGNE!
I sidste uge nedsatte jeg et råd, som skal hjælpe regeringen og Danmark med at svare på et af tidens sværeste spørgsmål:
Hvordan styrker vi dansk kulturel modstandskraft i en tid, hvor fællesskab, fritænkning og sammenhængskraft risikerer at forsvinde i debatten om sikkerhed, krudt og kugler.
Endelig et udvalg, der ikke er fyldt med jurister, økonomer og tidligere departementschefer (ikke et ondt ord om dem), men med kunstnere, kulturfolk og fritænkere.
Endelig en kulturminister som ikke bare synes kunsten og kulturen skal stikke piben ind i en krisetid, som det skete under Corona.
Men det er åbenbart for meget for chefredaktørerne fra Information, Politiken og Jyllands-Posten.
De samme mennesker, der normalt fylder spaltemeter om kommissioner og ekspertgrupper, når de består af folk i jakkesæt med Excel-ark, går nu i selvsving med hån og kritik.
At forfattere, historikere, musikere og højskolefolk inviteres med til bordet om et vigtigt samfundsspørgsmål, er simpelthen for meget for store avishuse med milliardfonde i ryggen og millionlønninger på chefgangen. Her affejes involvering af kunstnere som “bullsh*t” og “åndssvagt udvalg”.
Vi har i årtier nedsat råd med økonomer til at forklare økonomi, jurister til at forklare jura og embedsmænd til at forklare systemet.
Men når vi beder dem, der skaber fortællingerne om Danmark, om at hjælpe os med at forstå, hvad vi kæmper for, bliver de latterliggjort.
Det siger mere om kritikerne end om kunstnerne.
Jeg må ærligt indrømme, at jeg græmmes. Særligt fordi kritikken kommer fra folk, der virkelig har deres på det tørre.
Kunstnere lever sjældent af trygge pensionsordninger og direktørlønninger. De lever af usikre vilkår, projektansættelser og publikums dom. Alligevel er det dem, man taler ned til.
Og det sker ovenikøbet i en tid, hvor mange af platformene, vi forbruger kultur på i stor stil ejes af udenlandske kræfter som skummer fløden. Alt imens den næste generation allerede er storforbrugere af indhold fra både Beijing og Hollywood.
Spørgsmålet om, hvordan kulturen forbliver central, og hvordan vi undgår, at algoritmer og Amazon ejer vores kultur, bliver kun vigtigere.
Men i stedet for at tage debatten seriøst er der kun hån til overs fra de fine chefredaktører. Jeg tager mig til mit hårløse hoved!
Derfor får kritikken fra hjørnekontorerne mig ikke til at stoppe. Tværtimod sætter vi snart gang i det måske største gruppearbejde i Kulturministeriets historie for at involvere hele kulturlivet i tidens store spørgsmål. Det er jeg snart klar på at sætte flere ord på - og jeg håber I vil være med!
For kultur er ikke mindre værd end tal i et regneark. Og respekt for kunsten burde ikke stoppe ved lederpladsen. Den burde begynde netop der.
Så måske burde kritikerne i stedet tage debatten seriøst, kickstarte den kulturdækning som i årevis er blevet nedprioriteret og i øvrigt give kunsten og kulturen en større omgang plads?
Kære Kulturliv. Jeg har jeres ryg. Jeg håber I vil have min!
