11/03/2023
Gratis værker 🎨🌷
Der er idag udplaceret en samling værker rundt i byen, forskellige steder i Hillerød.
Hvis du finder et værk, og hvis du kan lide det, så værsgo - det er dit. 🎨
Hvorfor gratis?
At skabe kunst er et frirum for mig, en “flugt”, og et sikkert sted. Det er en udtryksform for de ting, som kan være svære at sige med ord alene.
Nogle gange i livet bliver man træt. Man bliver udmattet, eller som det siges bedst på engelsk.. Exhausted. Mentalt træt, udkørt, færdig.. måske giver man op på en måde? Jeg har givet op på flere måder igennem årene. Når det blev for hårdt for længe, for håbløst, for mørkt og for smertefuldt, fysisk og psykisk. Men det er en længere historie, til en anden gang.
Jeg har mødt meget af “det onde” fra andre mennesker. Men. Jeg har også mødt det modsatte. Mennesker, som giver og gør hvad de kan, for at hjælpe. Som viser omsorg og venlighed uden forventning om, at få noget retur.
Den følelse kan kaste lys over selv det tungeste mørke. Og jeg er træt. Af alt, som ikke er det.
Hvad er det mest dyrebare vi har?
Tid, liv, hinanden. Oplevelser, samvær og de små magiske stunder i hverdagen.
Den venlighed jeg har mødt, den vil jeg give videre, på de måder jeg kan. Jeg er ikke rig, tværtimod. Men. Jeg er kreativ og har meget andet at give. Som så mange andre - vi kan give så meget, som ikke er koster økonomisk, hvis vi ikke har den mulighed. Den største gave, synes jeg, er vores tid, kærlighed og fulde opmærksomhed, vores interesse og støtte. En hjælpende hånd. Et venligt ord.
Og med det, giver vi modtageren lyst til, at gøre det samme for andre. Netop dette, er håbet og tanken, som motiverer dette projekt. Jeg giver glædeligt min kunst væk.
Jeg håber, at de værker jeg giver, kan skabe noget godt hos dig som modtager☀️ Hvad kan du give videre til andre? Et venligt ord, eller en venlig gestus, kan betyde enormt meget, hvis man er et hårdt og tungt sted i livet. Det mindste, kan være det største.
Jeg håber, at du vil følge med, og være med 🍀 Jeg vil løbende sætte kunst ud i byrummet i Hillerød. Bliver de ikke samlet op og taget med, så henter jeg dem igen efter en kort periode. Intet får lov til at stå længe, og blive til affald. Affald, kan dog også blive til smuk kunst - men mere om det, en anden god gang.
Pas på jer selv, hinanden, tiden og livet ❣️
Nova Roanya 🌷
[email protected]
Du kan også hjælpe, ved at dele dette opslag ☀️ Tak 🌸