03/12/2023
10 years since our journey began. Thanks for the support ♥️
PROTON er en ny klub, der med en serie af koncerter på Jazzhouse, har som erklæret mål at præsentere eksperimenterende og livebaseret elektronisk musik. PROTON består af folk, der ligeledes er engageret i den odenseanske PHONO festival, og i lighed med denne består forårets program i vid udstrækning af kunstnere, der laver for egensindig og eksperimentel musik til at passe uproblematisk ind på natklubben, men som samtidig har for grundlæggende et udgangspunkt i techno, house og andre dansegulvsorienterede genrer, til at blive booket på de sædvanlige jazz- eller rockvenues. Der er med andre ord tale om en stor mængde mere eller mindre utilpasset musik, som får meget lidt eksponering herhjemme, og det er dét PROTON vil forsøge at rette op på.
Programmet spænder således vidt: fra organisk acid til genrefornægtende avantgarde, fra maskintung techno til electro med big band. Det er mestendels musik, som kan siges at befinde sig enten i periferien af dansegulvet, eller i den dansable og taktfaste ende af eksperimentalmusikken.
PROTON vil vise, at det ene på ingen måde udelukker det andet, og at techno- og ravekultur kan fostre god, udfordrende og intelligent musik som jazzen - at der er lige så megen virtuositet forbundet med at mestre maskiner, som der er med traditionelle instrumenter.
Alle disse navne har kort sagt nysgerrighed, talent og en generelt eksperimenterende grundholdning tilfælles med verdens bedste jazz- og impromusikere, og vi glæder os som sindssyge til at præsentere dem for et åbensindet publikum.
Billetsalg til koncerterne og yderligere info vil løbende blive offentliggjort via Proton