08/10/2023
Hvor: Willemoesgade 44, 1.tv 2100 Kbh Ø
Hvornår: Søndag den 22. oktober 2023 kl. 14-16
Hvor meget: 200 DKK i form af køb af en Artmoney
OMSÆTNINGEN GÅR UBESKÅRET TIL GONZALO DUPORT
Kære alle,
Det er med stor glæde, at vi byder indenfor i Galleriet 1.tv til Pop-Up udstilling med et stort udvalg af unikke Artmoney værker af vores argentinske ven og kunstner Gonzalo Duport. Du kan se eksempler på de fine små kunstværker her i opslaget. Alle værker er numererede og signerede på bagsiden. Du vil også kunne opleve et håndplukket udvalg af Gonzalos malerier fra forskellige perioder af hans virke.
Det er 7 år siden, at vi første gang mødte Gonzalo i Buenos Aires og inviterede ham til at udstille i Galleriet 1.tv. Det blev en stor succes og starten på et særligt venskab, og derfor var fornøjelsen stor, da Gonzalo kom tilbage og udstillede hos os i 2018.
I løbet af vores jordomrejse i 2019 besøge vi Gonzalo i hans fødeby Tres Arroyos, hvor vi mødte hans mor og hans venner, en oplevelse vi aldrig glemmer. Overalt i byen så vi vægmalerier af Gonzalo og hvorend vi bevægede os hen i byen sammen med Gonzalo, stødte vi på venner og bekendte, der hilste og gav kram.
Meget er sket siden - i 2020 lukkede verden ned og i lang tid, var det ikke muligt for Gonzalo at komme til Danmark, hvor han har en stor publikum base.
Livet i Argentina er blevet sværere efter pandemien med galoperende inflation på over 100 procent og voksende fattigdom. Bl.a. derfor ønsker Gonzalo at etablere sig stærkere i Danmark, og vi ønsker at støtte ham i at realisere dette.
Derfor har vi indført en “adgangsbillet” til denne udstilling, som du dog får noget helt fantastisk for: Du skal nemlig udvælge og købe en Artmoney til 200 kr. (kontant eller MobilePay betaling på dagen). Du er selvfølgelig meget velkommen til at købe flere ☺️. Artmoney’en, som er et maleri på ca. 12 x 18 cm, kan beholdes og nydes som ethvert andet kunstværk - se blot for flot det bliver med en ramme om - eller du kan bruge værket som betalingsmiddel på udvalgte steder, læs hvorhenne og om konceptet bag: www.artmoney.org
Hvis du ikke har mulighed for at komme til udstillingen men ønsker at erhverve dig et unikt lille kunstværk og samtidig støtte op om Gonzalo, kan du skrive til os, så udvælger vi et værk sammen med dig, som du skal være velkommen til at afhente på et aftalt tidspunkt.
Vi glæder os til at byde jer indenfor og som altid byder vi på et glas vin og en snack🍷😁
Velkommen!