19/09/2026
Statens Kunstfond har netop præmieret Maria Wæhrens’ udstilling ”The Answer”. Præmieringen er en særlig faglig anerkendelse af en kunstner og et konkret værk eller en aktuel udstilling. Kunstfondens legatudvalg præmierer hvert år kunstnere og nye værker, som fortjener særlig opmærksomhed, fordi de viser kunstnerisk talent, mod og udsyn eller peger nye veje for kunstoplevelsen.
Kunstfondens legatudvalg har formuleret følgende motivation:
”Maria Wæhrens’ udstilling ”The Answer” på Nikolaj Kunsthal præmieres for sin overbevisende evne til at lade maleri, arkitektur og sted indgå i et præcist og helstøbt samspil. Med bl.a. temperamaleri direkte på væggene og rumlige greb lader Wæhrens værkerne opstå i tæt dialog med kunsthallens særegne rum, hvor maleriet ikke blot udfolder sig på en eksisterende arkitektur, men aktivt medskaber og forskyder den. Gennem en stærk sans for materialitet, skala og komposition opstår et komplekst og poetisk refleksionsrum, hvor Wæhrens praksis, værkernes indhold, stedets historie og den institutionelle kontekst væves sammen. Resultatet er en gennemført og sanselig udstilling, hvor form og indhold gensidigt skærper hinanden, og hvor Wæhrens demonstrerer en særlig evne til at forene maleri og rum.”
Stort og velfortjent tillykke, Maria Wæhrens ❤️
Udstillingen ”The Answer” – der er blevet til med støtte fra Københavns Kommune, Statens Kunstfond og Augustinus Fonden - kan opleves i Nikolaj Kunsthals Øvre Galleri frem til og med 10. januar.
❤️❤️❤️❤️❤️ Politiken
⭐⭐⭐⭐⭐ Berlingske
⭐⭐⭐⭐⭐ Kulturinformation
Foto: David Stjernholm