https://www.facebook.com/1104755079555515/

Teatergængeren, Strandlodsvej 7, Copenhagen (2026)

13/06/2017

Effekten
Teater Play

Når vi propper piller i mennesker, gør vi det for at hjælpe - altså for det gode. Men er piller dermed altid gode?

I "Effekten" møder vi forsøgskaninerne Julie og Tristan, der har indvilliget i at deltage i et medicinsk forsøg, hvor den ene modtager et nyt antidepressivt middel, mens den anden får placebo. Alt imens overvåges de af lægen Sarah, der igen overvåges af hendes overordnede, Thomas.
Julie og Tristan er meget forskellige af natur, og Julies fasttømrede levevis slår lidt gnister med Tristans rodløse og flyvske. Men langsomt bløder de hinanden op, og de ender som elskende - stik imod forsøgets regler.
Sarah, der opdager kærlighedsaffæren, begynder selv at kæmpe med sit forhold til Thomas, der også har en seksuel karakter. Forsøget smuldrer imellem hendes hænder, da hun må hjemsende dén forsøgskanin, der er på den rigtige medicin.
Julie forlader efterfølgende sine trygge rammer hos sin kæreste for at hellige sig et liv med Tristan, selv om forholdene for dem er sværere end som så.

Teatrene i København har de senere år i højere grad specialiseret sig inden for forskellige grene. F.eks. Det Ny Teater med de store musicalopsætninger, Folketeatret med de klassiske Holberg-komedier og Østre Gasværk med de bragende rockmusicals.
Teater Play har udviklet sig til et teater, hvor man får den dybe forestilling pakket ind i en almen spiselig indpakning.

I "Effekten" er der på overfladen tale om et medicinsk forsøg, hvor to unge mennesker forelsker sig. Går man et spadestik dybere, er forestillingen et debatindlæg i diskussionen om medicinering (og overmedicinering) i samfundet.
Det er lækkert tematisk set, og det giver lige så meget til efterarbejdet i hovedet, hvilket er en stor kvalitet.

Scenografien er rå og enkel og giver et billede af "uforstyrrethed" til en forestilling, der er dyb og krævende. De upolerede trækasser på scenen flyttes elegant rundt og danner nye muligheder for det lille scenerum.

Skuespillerne gør det altovervejende godt, og man tror virkelig på deres figurer. Mest de unge mennesker der får lov at udspille deres karakterer fuldt ud, mens de to lægers roller er så minimale, at man ikke på samme måde kommer ind under huden på dem.

Forestillingens eneste direkte minus er publikums placering i forhold til scenen og spillerne. Man sidder meget forskelligt, og man får meget forskelligt ud af forestillingen alt efter, hvor man sidder. På sidderne kan man sidde lejlighedsvis blændet af scenelamperne, mens man oppe bagved kan have svært ved at følge med i spillet helt nede foran på scenen.

4 ud af 6 stjerner
:) :) :) :) :( :(

08/06/2017

Kærestebreve
Det Ny Teater

Ord er en underlig størrelse. De kan betyde alt; og samtidig kan de være totalt overflødige. Men nogle gange kan de fortælle et helt liv.

Melissa og Andy skriver deres første breve til hinanden efter en børnefødselsdag, hvor de har mødtes. Tonen er barnlig og kærlig. Brevene holder ved op igennem barndommen og ungdommen, og venskabet begynder at udvikle sig til varme følelser fra især Andys side.
De forsøger sig som elskende, men ungdommens usikkerhed spiller dem for meget et puds, og det bliver ikke til andet end fumleri og forfjamskethed.
Ved indgangen til voksenlivet går de mere i hver sin retning, og de finder begge andre partnere og anlægger karrierer. Brevene holder ved - omend i et noget mere moderat omfang.
Vejene krydses atter, og brevvekslingen tager til, ligesom de gamel følelser blomstrer; denne gang med Melissa som den fremfurende part. Det udvikler sig til en kærlighedsaffære, der er ved at koste Andys fremskredne karriere livet.
Melissa falder langsomt mere og mere fra hinanden, og Andys sidste brev er en kondolanceerklæring til hendes mor.

*Kærestebreve" er noget så særegent som en forestilling tappet for scenografi og rekvisitter. Det er ordet - og kun ordet - der er i fokus. Ordet som i det skrevne brev. Alle replikker er breve sendt mellem de to hovedpersoner.

Man kan umiddelbart synes, at oplæsning af breve lyder som en særdeles kedelig og langstrakt form, men her betyder skuespillerne alt.
I denne opsætning er det Susse Wold og Bent Mejding, der agerer de to hovedpersoner, og de gør det formidabelt. Man er grebet af hovedpersonernes sprogbrug, og betoningerne i deres oplæsning giver et uhyggeligt klart billede af personerne. Der er latter, tårer og fortvivlese for alle pengene.

Tematisk er det en smuk skildring af et kærlighedsforhold over et helt liv og en chance, der synes forspildt, og som ender tragisk. Det er smukt og følsomt, og man sidder hele tiden og hepper på den lykkelige slutning.

En forestilling som denne bæres 90 % af skuespillerne, og i denne opsætning er de uovertrufne. Roen er nøgleordet i deres spil, og den fåes ikke bedre.

5 ud af 6 stjerner
:) :) :) :) :) :(

24/05/2017

På Herrens Mark
Teater Grob

At jonglere med døden og ikke mindst eftervirkningerne af et dødsfald i familien. At håndtere sorg. Og at håndtere hinandens sorg.

På et hospice ligger David - dømt til døden af kræft. På den ene side er han totalt afklaret med sin egen skæbne. På den anden side begræder han sin snarlige død, når ingen ser det, og lader frustrationerne få frit løb over for sin kone Signe, når hun besøger ham.
På hospicet dukker Davids mor også op med sin gode ven, der begge bor i New York og ernærer sig som mere eller mindre succesfulde kunstnere - hun inden for scenekunsten og han inden for udsmykning og installationskunst. Moderen er typen, der ved, hvad alle andre føler og tænker, og hun indtager med det samme hospicestuen med familieskillerier og sin belærende attitude. Moderens tilstedeværelse hjælper bestemt ikke på Davids tilstand, og han går bort i et stadie af frustration.
Under og efter begravelsen fortsætter moderen sin bestemmende attitude over for Signe og de øvrige tilstedeværende, der også tæller Davids far og hendes eksmand. Familien skiftevis splittes og samles i snakken om døden og efterspillet af et dødsfald. Det hele ender i et gevaldigt skænderi, hvor moderens gentagende udfald bliver alle andre for meget, men på målstregen indser hun sin egen egenrådighed i forhold til sin søns død og lader sig forsone med Signe.

"På Herrens Mark" er del 6 i en serie af forestillinger, der har kørt henover de sidste år på Teater Grob som autonome opsætninger uafhængigt af hinanden, men som alle kredser omkring det kosmopolitiske.
Jeg har ikke set nogen af de foregående 5 forestillinger.

Døden er et svært emne; både at snakke om og at behandle. Og i Teater Grobs opsætning er man så nær på døden, som man næsten kan komme. Publikum er med til Davids sidste timer og hans svære kamp imellem den værdige afsked og de udfordrende familieproblemer. Klumpen i halsen sidestilles med de træk på smilebåndet, man ikke kan komme uden om, når moderen udstiller sit storhedsvanvid, og man får næsten helt dårlig samvittighed over at kunne more sig over så tragisk en figur, der ikke kan komme ud over sin egen person, når hendes egen søn ligger for døden. Det er på det personlige, indirekte plan publikumsudfordrende og derfor meget nærværende.

Scenografien skifter fuldstændig til anden akt, hvor vi er inde i dagligstuen hjemme hos Signe og David, og man er nu på den anden side af døden så at sige. Nu snakkes der om tingene, og efterspillet er allerede i gang. Smilebåndet kæmper nu mere med de krummede tæer på baggrund af de familiespørgsmål, som især moderen blæser op til dilemmaer.

Moderens rolle er allerede blevet nævnt en del gange, og selv om det er en ensembleforstilling, så er det totalt Solbjørg Højfeldt, der har den forestilling i sin hule hånd. Hendes portræt af den neurotiske moder er intet mindre end eminent, og de øvrige roller kan alle læne sig op af den fontæne af storhedsvanvid, der bakker deres egne fortællinger op i en sådan grad, at det fremstår homogent og meget, meget velspillet.

Hele problematikken behandles på een gang så følsomt og samtidig uhøjtideligt, at man kan æde forestillingen råt, mens man skiftevis har gådehud og grineflip. Det er befriende, lækkert og meget underholdende.

6 ud af 6 stjerner
:) :) :) :) :) :)

18/05/2017

Syng Dansk
Bellevue Teatret

Vi er vidner til en direkte radiooptagelse i forbindelse med en konkurrence om den bedste nyskrevne danske sang.
Værterne er Jesper og Carsten, der iført smoking guider publikum stilsikkert igennem seancen. I hvert fald til at begynde med... For snart tager det fart, og det eskalerer hurtigt.
Med i studiet har Jesper og Carsten et band bestående af svenske musikere til at hjælpe med at fremføre de indsendte sange, der løbende bliver trukket op af en til to bowler(!)
Forholdet værterne imellem og ligeså med bandet når nye højder inden for galskabens afkroge, og en større og større del af radioprogrammet udformer sig efterhånden som et forsøg på at holde facaden over for lytterne frem for projektets egentlige udformning: nemlig at finde den nye danske sang.
Slutteligt, da de ti valgte sange er fremført, og der skal kåres en vinder, eskalerer galskaben totalt, og vinderafsløringen bliver en rejse i vanvid.

Det er først og fremmest en vanvittig sjov forestilling, hvor grinene står i kø. Galskaben og vanvidet vokser løbende igennem forestilling, og hver gang man tror, man har set toppen, så tager de den et skridt længere.

Carsten Bjørnlund og Jesper Lohmann er fantastiske som de to selvbetitlede og meget forskellige værter, der for den sidstes vedkommende fremstår som den kølige, afdæmpede vært med tjek på tingene, mens Carsten Bjørnlunds figur er en fontæne af usikkerhed og forvirring, der tager pippet fra alle øvrige.
Bandet bestående af de tre kvindelige musikere er en rolig klippe i forestillingen, der giver tryghed, mens den mandlige kapelmester gør det mageløst, da han går med på vanvidsbølgen og bliver en del af galskabsteamet.

Scenografien er super, super enkel og holdt i en elegant stil med lange gennemsigtige stykker stof hængt ned fra bagscenens loftrigger og minder mest af alt om de gamle radioshows, der var, dengang monopolet herskede. Det giver forestillingen et lækkert udtryk af gamle dage med moderne indhold.

Musikalsk er det en skøn palet af mangeartede sange, der bliver fremført af de forskelige deltagere på scenen i diverse konstalletioner, og sangene er både velsrrangerede, velspillede og medrivende.

Eneste minus ved forestillingen er, at man kan risikere at have mavekramper flere dage efter grundet for stor brug af lattermusklerne, hvilket knap nok kan betegnes for værende et rigtigt minus.

6 ud af 6 stjerner
:) :) :) :) :) :)

04/05/2017

De 39 Trin
Glassalen, Tivoli

Hitchcock er bagmanden, Tivoli er rammen, og Niels Olsen og Thomas Mørk er de lysende stjerner i farce-opsætningen af "De 39 Trin".

Handlingen tager sit udgangspunkt i et mord foregået i en tilrejsende canadiers lejlighed i London, hvor han har inviteret en dame op. Liget er i hans lejlighed, men han har ikke ført kniven, der sidder i ryggen på hende, og da han bliver jaget vildt som eftersøgt, begiver han sig ud i en tour de force af en rejse for egenhændigt at opklare mordet og i sidste ende frikende sig selv. Med på rejsen får han imidlertid følgeskab af en kvinde, idet de bliver sat sammen med håndjern af et par mistænksomme politimænd.
Det lykkedes ham at finde frem til bagmanden for mordet, og han konfronterer ham på hans mondæne og meget store slot under en middag.

Det er så godt som umuligt at skrive et sammenhængende handlingsreferat af forestillingen uden at inddrage nogle af Niels Olsen og Thomas Mørks vanvittige karakterer, der individuelt ikke spiller de store afgørende roller, men som er svære at komme uden om, når man skal genfortælle den samlede handling, for de ER den her forestilling.
Dermed ikke et ondt ord sagt om Mads Knarreborg og Kristine Ydes præstationer, men deres roller fungerer først og fremmest som forestillingens røde tråd, mens det er de 100-nogle-og-tyve biroller, spillet af Niels Olsen og Thomas Mørk, der bærer stykket.

Scenografien er enkel og finurlig, og der er nærmest ikke en rekvisit, der ikke bliver brugt til mere end een ting. Det er dynamisk og hamrende sjovt!

Energiniveauet er højt, og publikums latter ruller henover salen. Enkelte steder kan forestillingen godt virke lidt "billig", men det forblændes hurtigt af kreativiteten og den skæve tankegang, der har ligget bag forestillingens idé.

5 ud af 6 stjerner.
:) :) :) :) :) :(

28/04/2017

Sweeney Todd
Teaterøen

Sweeney Todd er en traumatiseret barber fra 1800-tallets London, som har været uretfærdigt fængslet i 15 år for en forbrydelse, han ikke begik, men som betød, at hans kone og børn blev taget fra ham.
Han lejer barbersalonen oven på Miss Lovetts postejforretning, der rent salgsmæssigt har set bedre dage.
Den indestænkte vrede i Sweeney Todd medfører, at han ikke kan holde barberkniven i ro foran kundernes strube, og han begår det ene mord efter det andet. Heldigvis for ham er Miss Lovett i butikken nedenunder samarbejdsvillig over for hans ugerninger, idet hun aftager og anvender ligene i sine postejer, der bliver en stor succes hos kunderne og gør hende og Sweeney velhavende.
Desværre er Sweeney Todds vrede eksponentiel, og raseriet går til sidst også udover Miss Lovett, der får halsen skåret over, før tingene eskalerer yderligere.

Det er den nystartede teatergruppe Nørrebro Musicalteater, der har sat deres første forestilling op med "Sweeney Todd". Og forsøget er hæderligt.

Skuespillerne er unge og et broget hold, men fælles for dem alle er, at de er stærke sangere, hvilket heldigvis også kommer til udtryk i forestillingen. Dog skiller Markus Borg som Anthony sig ud fra mængden som en usædvanlig stærk sanger, mens Sidsel Hindhede som Miss Lovett og Ida Møller Mikkelsen som Lucy viser stor skuespiltalent.

Desværre er der også mange børnesygdomme ved opsætningen såsom dårlig lyd og en meget halvhjertet scenografi, der giver et større indtryk af Teaterøens rå lokaler end af London i 1800-tallet, en barberforretning eller en postejforretning. Det ser med andre ord lidt ufærdigt ud.

På plussiden skal dog nævnes den levende musik, der er placeret midt imellem publikumsrækkerne, og som gør det fortrinligt i det svære akustiske lokale.

Forestillingen er en fin begyndelse for en ny teatergruppe, men lider samtidig også meget under at være en førstegangsopsætning.

2 ud af 6 stjerner.
:) :) :( :( :( :(

21/04/2017

Den Politiske Kandestøber
Folketeatret

Den dovne og temmelig ukompetente kandestøber går med drømme om at blive politiker - eller politicus som han så fint selv kalder det. Han er tilmed medlem af en forening med andre spirende politikere, der ligeledes lægger mere arbejde i politikerdrømmene end i deres borgerlige erhverv.
Et par rådsmedlemmer kommer denne forening og særligt kandestøberens ambitioner for øre, og de udtænker en drillesyg plan, hvor de udnævner kandestøberen til borgmester og derefter udfordrer ham med alverdens mulige og umulige problemstillinger for at vise ham sværhedsgraden i at være politicus.
Selv om han i starten nyder opmærksomheden og magten, bliver han dog hurtigt mæt af alle de beslutninger, han er nødt til at træffe, og som har konsekvenser, lige meget hvad han beslutter.

Folketeatret tager endnu en Holberg-klassiker op og sætter kostume-afdelingen på overarbejde.
Det er også en kostumemæssig meget, meget flot forestilling, og der er lagt mange tanker og meget arbejde i at nuancere kostumerne, så de passer til situationerne og personerne.

Omvendt er scenografien en lidt flad fornemmelse med en enkelt væg, der skubbes frem og tilbage og desværre ikke skaber de store forandringer i scenerummet, hvilket ikke giver et retfærdigt modspil til de flotte kostumer.

Folketeatrets idé med at "farcegøre" Holberg-klassikerne spiller virkelig godt overens med deres skuespillervalg, hvor de har valgt Henrik Kofoed og Mette Horn til at stå i front for ensemblet, og som er eminente til at skifte imellem det klassiske skuespil og den lårklaskende farce. Især Mette Horn er fremragende i sin rolle som kandestøberens først skeptiske, men senere underklassesnobbede hustru.

Det er alt i alt en sjov komedie, der viser Folketeatrets høje niveau, og som efterlader publikum på et af de store smil på læben.

4 ud af 6 stjerner.
:) :) :) :) :( :(

19/04/2017

Sidste Diligence Fra Lykkens By
Det Kongelige Teater

Jonah the Kid og Adam Black er undslupne krigsfanger, der søger tilflugt på Jonahs ranch hos hans elskede Cheyenne Proudstar. Jonahs plan er at lægge pistolbæltet på hylden og slå sig ned som lydig ranch-ejer og leve det søde liv med Cheyenne.
Lykkens By, som ranchen grænser op til, drives af den skruppeløse og korrupte borgmester Pop, og her hersker lovløshed. Jonah lokkes meget mod sin vilje med ind i syndens hule og drages lige så modvilligt af den smukke Olga Toybear, der forfører ham med sine sange og erotiske performances. Olgas dybereliggende plan ligger dog i at få Jonahs elskede Cheyenne til at danse for hende i hendes bo**el.
Det hele ender i et blodigt opgør, hvor Jonah, Adam, Cheyenne, Olga og borgmester Pop kæmper på liv og død, ære og fremtid.

Forestillingen hører under Det Kongelige Teaters eksperimentale scene Eventministeriet, der sætter alternative stykker op med korte øveperioder og anderledes tematikker.
Man bemærker imidlertid ikke, at øveperioden er forkortet. Omvendt giver forberedelserne skuespillerne en frihed og forestillingen en dynamik, der gør oplevelsen meget levende for publikum.

Der er en tydelig metaforisk reference til dagens danske politiske liv, og mange af karakterernes navne kan direkte overføres til navngivende danske politikere.
Hele historien kan i grove træk overføres til den aktuelle politiske situation, og man kan derfor sidde og finde de forskellige lighedspunkter politik og forestilling imellem.

Forestillingen har et skønt drive, og tempoet i handlingen glider fint, så man hele tiden er med.
Eneste minus foruden en forfærdelig (unavngiven) skuespillerpræstation er dog de sidste detaljer i scenografien og teknikken, hvor blandt brugen af røgmaskiner går amok og flere gange indhyller hele rummet i en tyk røg, der gør det umuligt at se noget som helst.

:) :) :) :) :( :(
4 ud af 6 stjerner.

05/12/2016

Lilleskoven
Københavns Film & Teaterskole

Børns tanker. Børns handlinger. Børns logik.
Hvordan er børns rationelle handlingsmønstre, og hvorfor fortrænger de ting, som voksne ville råbe højt om?

Lilleskoven er mødestedet for en børneflok, der på kryds og tværs leger med hinanden. Legene handler primært om skole og billedelotteri, men langsomt bliver det mere alvorligt, da pigen Julie Nielsen trækker sig mere og mere ind i sig selv og tydeligvis bærer på belastende hemmeligheder. Da Julie Nielsen forsvinder og frygtes død, reagerer børnene meget forskelligt, og kulminationen udspiller sig, da et af børnene afslører at have set den døde pige, og at hun er blevet misbrugt og dræbt, og en ny pige i kredsen af børn derefter meldes savnet.
I glimt ser de nu voksne børn tilbage på episoderne dengang, og for langt de flestes vedkommende er det et tilbageblik med masser af fortrængninger og forglemmelser. Er det børnehukommelsen, der svigter? Eller fortrænger de voksne barndommens fortrædeligheder?

"Lilleskoven" er 3. års midtvejsforestilling for den københavnske private Film & Teaterskole beliggende på Nørrebro.
Den er opsat på skolens egen scene, og alle skuespillerne er elever på skolen.

Handlingen er velbalanceret og udspiller sig i et godt tempo, og man præsenteres enkeltvis for børnene og lærer dem hurtigt at kende, hvilket også giver en fornemmelse for de forskellige børns reaktionsmønstre. I anden akt speeder handlingen op, og følger forestillingens tempo den faktiske handlings, hvilket fungerer rigtig godt.

Desværre er holdet bag forestillingen ikke sluppet helt heldigt fra alle dispositioner, og der er elementer, der har sneget sig ind, der virker som om, de hovedsageligt er med, fordi det er teaterteknisk smart, mere end det tjener et egentligt formål i handlingen.
F.eks. har flere af voksentilbageblikkene ingen reel betydning for handlingen. De driver den ikke fremad, men bliver mere et afbræk i forestillingen.
De 3 sekunders frys og det blå "pauselys" virker også forceret anvendt, da det både bruges ved voksentilbageblikkene og almindelige, regulære skift i forestillingen. Det havde givet et stærkere indtryk at adskille de to pauseformer.

At spille mentalt handikappede, fulde eller som her børn kræver meget selvdisciplin, da man skal lægge en hel ny mental tilstand ned over sin person, men hele tiden sørge for ikke at overspille figuren, så den ikke virker karikeret.
Desværre har skuespillerne i denne forestilling meget, meget svært ved at holde igen, og børnerollerne fremstår for langt de flestes vedkommende utroværdige.
Dog formår rollerne Signe og Julie Nielsen, spillet af Zawi Emilia Gnahore og Kathrine Silke Søgaard Ottosen, at ramme et troværdigt leje og give dynamik til deres karakterer, der dermed fremstår som den arketype, børn typisk er.
Den helt lysende stjerne på scenen er dog figuren Stump, spillet af Sidsel Hindhede, der tillægger sin karakter overmåde meget karisma og giver et tydeligt billede af et meget lille barn, der ikke har talens brug endnu, men som tænker børnelogiske store tanker ved sengetid. Her er det overspillede erstattet af en imponerende veltimet indlevelse, der gør figuren til forestillingens med afstand bedste.

:) :) :( :( :( :(
2 ud af 6 stjerner

28/11/2016

Mit Mørke
Teater Grob

Tiden under nazismen er et evigt aktuelt emne, og lige så mange mennesker, som der levede på tiden, lige så mange historier findes der.

Handlingen foregår i nutiden. Mormoderen og hendes 16-årige barnebarn sidder i kælderen og snakker om livet. Den aldrende mormor erindrer hendes ungdom under krigen, hvor hun som 16-årig selv blev sendt til Tyskland af sin tyskvenlige far for at studere, men foretog et studieskift og blev lynuddannet som sygeplejerske i stedet. Hendes uskyldige ungdomssind havde mest af alt radaren ude efter at stifte venskaber og kigge på flotte eksemplarer af det modsatte køn, og hun opfangede nærmest ikke krigens realiteter og sin egen indblanding i den, før hun var meldt ind i nazistpartiet og stod midt i det med bomberne flyvende om ørerne.
I krigens sidste dage forsøger hun at tage flugten fra alle rædslerne, men bliver voldtaget og taget til fange af de russiske tropper. Hun bliver ført til Rusland, hvor hun under forhør angiver de tyskvenlige elementer fra hendes danske fødeby. Herefter løslades hun og tager tilbage til Danmark.
Hjemme i Danmark forsøger hun at skubbe krigens handlinger ud af hovedet og komme videre i tilværelsen.
Nutidens fortælling får barnebarnet til først at væmmes og tage afstand fra mormoderens handlinger, men langsomt finder hun ind til forsoningens kunst, da det går op for hende, at mormoderen har oplevet alle disse ting, da hun havde samme alder, som hun selv har lige nu.

"Mit Mørke" er en dramatisk og stærk forestilling, der på det handlingsmæssige plan tager et emne op, der igen er kommet op i tiden, efter at 2. verdenskrig er kommet tilpas meget på afstand til, at man kan begynde at granske de mange elementer i den: Danskere der på den ene eller anden måde havde forbindelse til Nazityskland.
Her er det sygeplejersken, der i en purung alder uforvarende ledes ind i det tredje riges mørke gennem sin ideologiske fars vilje.

Det er en "lille" forestilling med to skuespillere og en forholdsvis simpel scenografi, der hovedsageligt består af 2 stk foldeskærme på hjul, der kan skubbes rundt og drejes, så de danner stuer, gange og andre anvendelige lokationer, der anvendes undervejs i stykket.
Det fungerer godt og giver stykket en luftighed, der er befriende for så tungt et emne.
Desværre er et af de andre elementer i scenografien knapt så vellykkede, da de projekterede billeder er blæst for stort og for centralt op på scenen, således at kun et fåtal af publikummerne får det fulde udbytte af denne effekt, mens resten sidder og misser med øjnene for at se motivet.

På skuespillerfronten tager Lykke Sand-Michelsen ejerskab på forestillingen og bærer den hjem mod en noget svagere spillende Bodil Sangill, der dog skal have kudos for at lade sig smide rundt med trods en fremskreden alder på over 80.
Grebet med det dobbelte spil, hvor begge skuespillere spiller hovedrollen i de forskellige perioder, fungerer rigtig godt, og man er aldrig i tvivl om, hvornår de er hvem.

Som tilskuer gribes man flere gange med en klump i halsen, når barske kendsgerninger præsenteres. Situationerne er så livagtigt gengivet rent emotionelt, at man 100 % tror på det. Følelser som panik og lettelse skinner tydeligt igennem, og de rammer én helt ud på publikumssæderne.

:) :) :) :( :( :(
3 ud af 6 stjerner

19/10/2016

Frøken Nitouche
Folketeatret, Turné

"Sagen er den, sagen er den".
Det er så godt som umuligt at sige disse to gange tre ord uden at synge dem. Historien og ikke mindst musikken fra "Frøken Nitouche" er intet mindre end en klassisker i den danske bevidsthed, og nu har Folketeatret kastet sig over den i en nyfortolkning tilføjet nyskrevne scener og sange.

Celestin er klosterorganist og en meget from mand. Han har dog et hemmeligt alterego som operettekomponisten Floridor, der netop har færdiggjort sit nyeste værk og skal have premiere på stykket. Den purunge klosterelev Denise er ligeledes et fromt gemyt på overfladen, men i enrum med Celestin afslører hun sit kendskab til hans dobbeltrolle, og da han af klosterets priorinde bliver bedt om at følge Denise til Paris med toget, idet hun skal hjem og indgå arrangeret ægteskab med en for hende ukendt soldat, overtaler hun ham til at tage hende med til premieren, mod at de sammen tager et senere tog til Paris.
Celestin, der nu i sit "andet virke" er blevet til Floridor, sværmer på teateret om operettens primadonna Corinna, men jagtes ligeledes af hendes jaloux, rige elsker, majoren Alfred. Da Corinna får nys om Floridors unge veninde, bliver hun selv jaloux og forlader forestillingen, og majorens udsteder arrestordre på komponisten.
I Corinnas fravær springer Denise til, og under synonymet frøken Nitouche tager hun salen med storm og forelsker sig i den unge løjtnant Champlatreux, der ligesom hende står for at skulle giftes til anden side, men gengælder forelskelsen i hende.
Den efterfølgende morgen beslutter både Denise og Champlatreux at meddele deres respektive tilkommende, at de ikke ser sig i stand til at indgå i det planlagte ægteskab, men opdager til deres store glæde, at de er hinandens udkårne fra aftenen før.

Lige meget hvor objektive briller man end tager på, så kan man ikke komme uden om, at Folketeatrets opsætning af filmklassikeren "Frøken Nitouche" fra 1963 er et gensyn med filmens hovedrolle - den nu 77-årige Lone Hertz, der denne gang har rollen som klostrets priorinde. Hun er blevet nærmest overmenneskeligt eksponeret, men hun bærer heldigvis rollen, mere end den bærer hende, og hun beviser, at hun stadig har en berettigelse på en scene.

Handlingen er på een gang velkendt og samtidig tilføjet så mange nye dele, at den klassiske historie synes genopfrisket på levende og både gammeldags og moderne måde på samme tid.
Revyforfatterne Vase & Fuglsang har haft fingrene nede i originalmanuskriptet, og de har sammen skabt en historie, hvor de nye tilføjelser på fineste vis er flettet ind i den eksisterende fortælling og spiller rigtig godt op mod hinanden.
Det er en svær opgave, de har kastet sig over, men den er fuldført med bravour, og det er tydeligt som publikum at mærke, at de igennem skriveprocessen bare har skrevet sig varmere og varmere.

En af de allerbedste ting ved nyfortolkningen af "Frøken Nitouche" er de forholdsvis få rollers spilletid på scenen. I filmforlægget bæres store dele af forestillingen af Celestin og Denise (i filmen: Charlotte), men her er flere af birollerne såsom priorinden, majoren og teaterdirektøren skrevet så meget op, at hele opsætningen mere får karakter af en ensembleforestilling, hvilket klæder den rigtig godt.

Musikken er for mestendels velkendt, men enkelte nytilføjelser har også fundet plads til scenen, og de passer godt ind i det øvrige.
Hovedparten af numrene akkompagneres af forestillingens eneste reelle musiker, men ved flere af numrene spiller birolleskuespillerne med, og ganske få bliver fremført med en båndet melodiindspilning med stort band.
Det giver en god rytme i forestillingen, når birollerne er med på instrumenter, og sangene er ligeså flot arrangeret til de forskellige instrumenter.

Der er et par enkelte minusser ved opsætningen, hvor lyden desværre er en af dem. Scenehøjtalerne er de eneste højtalere, hvilket giver en "flad lyd" i rummet, hvilket ville have været forbedret en hel del, hvis man også havde opsat baghøjtalere.
Derudover er spænvidden i skuespillerensemblets tilgang en anelse for usammenhængende, hvor den gamle garde bestående Kristian Boland, Lone Hertz, Asger Reher, Trine Gadeberg og Pelle Emil Hebsgaard går meget komisk og og scenisk til opgaven, mens Johannes Nymark og Karin Nordly-Holst virker langt mere musicaltrænede og synger fantastisk, men spiller og snakker en anelse staccato.

Forestillingen er et desideret festfyrværkeri fyldt med lækre detaljer og lårklaskende humor, der ikke efterlader mange tørre øjenkroge hos publikum, og man går derfra med en ren feel-good-fornemmelse i kroppen.

Jeg har været meget i tvivl om, hvor en forestilling som denne skulle landes rent bedømmelsesmæssigt, da den indeholder så mange gode elementer, men også har et par børnesygdomme, der i sidste ende måske kan tilskrives opsætningens karakter som værende en turnéforestilling for de fleste tings vedkommende.
Jeg synes, 4 stjerner er for lidt og 5 måske lidt for meget. Karakteren skal ses som det størst-tænkelige 4-tal, der i teaterhistorien er uddelt.

:) :) :) :) :( :(
4 ud af 6 stjerner

17/10/2016

Dekalog
Betty Nansen Teatret

"Har du snakket med din nabo i dag?"
Vi er, hvem vi er, og ikke hvem vi udgiver os for at være. Betty Nansen har taget Kieslowskis mesterværk tv-serien "Dekalog" op og kogt det ned til 2½ times intensivt og mørkt teater i den yderste afkrog af menneskehedens skæbnefællesskab.
Kieslowski har et synligt udgangspunkt i Biblens 10 bud. Denne omtale vil dog fokusere på det autonome teaterstykke og ikke inddrage tv-serien som sammenligningsgrundlag.

Stedet er en etageejendom i 80'ernes Warszawa, der beboes af en række skæbner, hvis veje krydses på kryds og tværs.
Vi møder indledningsvis computerprogrammøren og hans søn, der har samme interesse som sin far, og som lægger store dele af sin forståelsesverden ned i computerens formåen. Han er forelsket i den søde pige, og han tager ud at skøjte for - også - at kunne møde hende. Desværre har den nærliggende fabrik ledt varmt vand ud i søen, og isens holdbarhed er så svækket, at sønnen omkommer i en drukneulykke.
Vi møder advokaten, der på gaden passerer den kommende morder, lige før han myrder en taxachauffør, hvorefter hun bliver sat til at forsvare ham i retten, da han stilles til ansvar og ender med at blive idømt dødsstraf.
Vi møder den impotente ægtemand, der i afmagt over sin manglende seksuelle formåen giver sin unge hustru carte blanche til at lade sig skille eller finde seksuel tilfredsstillelse på anden vis, men som opdager, at konen allerede har en sådan forbindelse, og verden synes ikke længere at kunne bære hans skæbne.

Det er ikke nogen nem opgave at skulle give et handlingsreferat af Betty Nansens indkogte fond af Kieslowskis 12 timer lange tv-serie af samme navn.
Vi møder skæbnerne i etageejendommen, og vi kommer med ind i stuerne og får de historier, der kun tåler dagens lys, når gardinet er trukket for.
Historierne er mange og mangeartede, men tempoet og scenografien spiller så meget med, at forestillingen føles malende og "på niveau" hele vejen igennem. Selv om der er brudstykker af glæde, sensualitet og humor i scenerne, så hænger den konstante grå fornemmelse af mismod og beton som en mørk sky over fortællingen og understøttes af de kapitelafsluttende sessioner med tung østeuropæisk instrumentalmusik, der fremføres af skuespillerne selv på diverse blæse- og tangent-instrumenter.

Den fremragende scenografi er en række betonfarvede, "væltede" mure, der på drejescenens midte kan rotere til forskellige positioner og udgøre varierende rum, der dog hele tiden bevarer det grå udtryk, der bliver fortællingens ramme.
Undervejs understøttes forestillingen af nedskudte grå ekstra-mure, hvorpå sort/hvid-nærbilleder af situationerne projekteres op og inviterer publikum helt tæt på.

En af forstillingens bærende søjler er lydsiden. Udover sekvenserne med de stemningsmættede sammenspil så er hele handlingen pakket ind i et tæppe af dyster bagtunge-musik, der ligger og brummer i det (hovedsageligt) fjerne og til tider vælter ud i hovedet på publikum. Det er en medvirkende faktor til opfattelsen af stykket som et jævnt objekt, til trods for det faktum at der undervejs sker adskillige dødsfald, selvmordsforsøg og man generelt trækkes rundt i en spændingskurve med stor afstand fra top til bund.
Det er en kæmpe stor formåen at kunne skabe den malende fornemmelse i så varieret et handlingsforløb.

På scenen har man ramt en skuespillersammensætning, der på een gang matcher hinanden og samtidig stikker så vidt ud i alle retninger, at dynamikken omsættes til 100 % troværdighed i de forskellige scener. Hver spiller har flere roller, men man er på intet tidspunkt i tvivl om den enkelte karakter.
Selv om alle gør en god figur, må Flemming Enevold alligevel fremhæves. Hans mørke side får for alvor lov at udfolde sig i denne rolle, og man er totalt spundet ind i hans sfære, når han tager kvælertag på forestillingens dystre tematik.

"Dekalog" er en imponerende og velspillet rejse ind i det dystre af menneskets væsen, og det ville ligge til topkarakter, hvis ikke projektorkassen i teatrets loft havde taget så meget udsyn, at store dele af de sort/hvide-film ikke kunne ses fra balkonpladserne. Eller som minimum: hvis dette forhold havde været varedeklareret fra teaterets side.

:) :) :) :) :) :(
5 ud af 6 stjerner

Teatergængeren

13/06/2017

08/06/2017

24/05/2017

18/05/2017

04/05/2017

28/04/2017

21/04/2017

19/04/2017

05/12/2016

28/11/2016

19/10/2016

17/10/2016

Adresse

Internet side

Underretninger

Kontakt Virksomheden

Genveje

Del

Type