30/10/2023
Verdens bedste?
Jeg elsker København. Det er et af verdens bedste steder at leve! Gratis Hospitaler. Gratis Skoler. Massevis af arrangementer i det offentlige rum. Man kan bade i havnen; cykle rundt i hele byen, der er endda dioder i asfalten på cykelstier. Du kan uddanne dig gratis. Gratis børnetandpleje. Jubii. Men så stopper alt det gratis vist også, ellers stiger alting, priser og temperaturer. Her findes tilbud for enhver smag. Her kan velbetalte expats let falde til. Her kan den øvre middelklasse spise på Verdens bedste restauranter. Og bortset fra sproget og de lidt reserverede danskere, så er her stadig rimelig frit. Du kan sige og gøre hvad du vil.
Jeg elsker København, man mærker en puls her, at København er i stadig udvikling, der bygges hele bydele, og mange andre byrum renoveres gennemgribende, stormflodssikres – selv NordVest er blevet et af byens interessante steder, og Sydhavn hvor den korteste levealder fandtes for få år siden er også på vej, byen finder virkelig nye måder at udvikle sig på! Arkitekter har gyldne tider. Selv co2 regnskabet når nye højder!!
Men nogen gange kan planlægningen overskygge for menneskers egne spontane ideer, hvor er pladserne vi selv skaber? De fleste pladser og gader er designet til særlige interaktionsmønstre, legepladser, bænke til 5-15 min pause, chikanedesigns på steder hvor tiggere kan finde på at slå sig ned. Amagerfælled bliver langsomt til park gennem aktiveringsprojekter til langtidsledige, semiinteraktiv kunst passer til byens rastløse energi. De midlertidige en- til to-dages begivenheder, festivaller, Distortion, gadefodbold, halvmaraton der bryder byens faste struktur i korte øjeblikke. De endeløse drukfester i Gothersgade, Vestergade, der hver weekend ligner festivalpladser, hvor unge drikker sig ned i et forsøg på at glemme de stigende krav til dem, deres stigende ensomhed og de usikre relationer.
Jeg elsker København, hvor jeg er født og vokset op, først i en femte sals baggårdslejlighed hvor vi fik halsbetændelser. Inden kommunen gav os en varm og større lejlighed i Nansensgade. Jeg har boet i de fleste bydele. Her har jeg været ung i punkens, diskoens og teknoens København. Inden jeg nu som midaldrende bor i et nybyggeri tæt på naturen, her cykles børn rundt på Christianiacykelstierne, med hver sin lejlighed som det investeringsobjekt, der skal holde os på de velstilledes plads i samfundet.
Jeg ser på en Ejendomsmæglers butik og griner desperat over at jeg aldrig kom ind på ejermarkedet. Mens jeg søger et sted jeg kan sætte mig og drikke en kop kaffe til 45 kr, for der er næsten ingen steder hvor man kan sætte sig i det offentlige rum, uden at ligne en af de mange hjemløse, der tigger eller ligger spredt rundt i passager inden ejerne bliver utrygge og får dem smidt væk før priserne på boligen vil falde. Jeg leder desperat efter et offentligt toilet, måske er det ikke noget nyt, og vi har stadig parker og legepladser, men jeg kan ikke finde ro her, turister strømmer forbi, Nyhavn, Indre by, Østerbro, det er nok bare mig, sådan har det altid været i byer, de fattige slås for at overleve, mens de rige er på vej til endnu en fest eller kulturarrangement, mens bygninger og atelierer rives ned i et hidsigt tempo bag dem.
Jeg elsker København. Men kunstnerne og de små håndværk har ikke råd til at være her længere. Engang rejste de til Berlin, nu må de finde boliger langt væk fra storbyerne.
De må stjæle sig til øjeblikke, hvor de kan tænke på kunst mellem børnehentning og lønarbejde. Og der er knap plads til eksperimenter fordi tiden skal udnyttes optimalt. Kunsten bliver det som udtænkes, koncepter der skal produceres, det kan være ok for nogle typer kunstnere, men for andre er tiden netop det afgørende. Det som åbner værkerne og sanserne.
Kunstnerne må tage pengene, når de har muligheden og løbe derhen hvor der er plads og opmærksomhed. De må håbe på at en fond eller en pludselig opstanden mæcen gør sit indtog på din vej med palmegrene og rosenblade og strør om sig med velvillig og indsigtsfuld kunstforståelse og giver den rådvilde kunstner endnu et år til at arbejde uden stressende økonomiske skrupler. Kapitalfondenes økonomi ser ud til at betyde mere for politikerne end kunstnernes, som af uransagelige grunde må arbejde til honorarer, som man ikke tilbyder andre, hverken rengøringspersonnale eller kasseassistenter.
Det gør byen fattigere og gør kunstnerne stressede når de skal bruge så meget tid på de mest basale livsomstændigheder. De må se ind i deres Mac's, hvordan de end får råd til dem? Og researche i internettes dyb, udforske materialerne på køkkengulve, de må i perioder opsige deres atelierer og suge af de usynlige rum der eksisterer i ethvert byggeri, og med lidt held få et residency, hvor de økonomiske problemer kan hvile for en stund. De må indynde sig hos kuratorer, grine med dem i en sen nattestund, så kuratoren har dem på nethinden, når hun skal sammensætte sit koncept, for koncepterne har kuratorerne, mens kunstnerne går i uvisse retninger, går i genbrugsbutikker, blinde gyder, går til ferniseringer, smiler til alle, er de riges adgang til et realitycheck, er samfundets vej mod en større poetisk orden, mod en sandere livsførsel, mod noget retfærdigt og skønt, for er det skønne ikke netop det sande og det retfærdige? Og kunstnerne bliver aller velvilligst tilbudt en lysestage for deres arbejde, deres udstilling, tilbudt fornærmelige honorarer som de takker for med glæde og smil for at være udvalgt, blandt deres venner, kolleger og alle de andre der tørster efter en smule succes, for arbejdet bærer som bekendt lønnen i sig selv.
Engang fantaserede jeg om en by uden reklamer. Nu bruger vi os selv som reklamer for vores eget brand på enhver platform: facebook, tik tok og instagram. Det de fleste unge vil være er influencers. Det samme vil storbyer være. Vi skal være verdens bedste storby, vi vil ligge højt på Liveable Cities Charts, så vi kan tiltrække de gode hjerner, kosmopolitternes og andre gode skattebetalere, vi ønsker dem der innoverer vores samfund.
Eventkapitalismen og designerbutikkerne har overtaget gadebilledet, onlinehandlen fylder vores skraldespande med pap, og enhver kvadratmeter, ethvert mellemrum er ved at blive planlagt af iværksætter, optegnet af arkitekter og udviklet af kapitaltanke. Hvert mellemrum indrettes og designes og skal optimeres til bolig eller fortælle en historie om vores behov.
LUKSUSecondHand, Craftbeer, skumle bodegaer når det gælder, fitnesscentre, neglesalonner, byvandringer, minifestivaller. Vi går på vinbarer, ønsker at være en del af de nyeste madtrends, nyder naturvin, gourmet mad, Copenhell, fastelavnsboller. Jeg ser butikscentre der vokser samtidig med at co2 kvæler vores jord. Jeg må have tøj der udstiller mig og viser min krop frem. Min krop som skønhedskniven åbner for at finde ud af om der findes steder silikone eller et nyt bycenter kan indrette sig.
Hvor er alle de steder hvor man kigger ind og finder en helt anden verden? Hvorfor kan vi ikke lave en lille bydel, hvor beboerne selv bestemmer, hvordan byen skal se ud?
Hvorfor kan vi ikke have et område, hvor kunstnere og mindre håndværk kan arbejde. Huse der unddrager sig markedslogikken. Steder der ikke har en grundværdi, men bare skal vedligeholdes. Ikke som i de nye Ejendomsvurderinger vurderes udfra det økonomiske potentiale grunden har, men det potentiale Livet, Kunsten eller Miljøet har?
Hvorfor er dem med økonomiske muskler så dårlige til at tænke kunstneriske processer med ind i deres projekter? Selvom det vil øge værdien af mange projekter.
Er det fordi kunst netop ikke kan sættes i et fast økonomisk system, fordi kunst hele tiden vil inddrage andre betydningsområder i processerne?
Vi ved vi er nødt til at tænke på andre måder end med markedsøkonomien som mål. Naturen siger det. Klimaet siger det. Men resten af verden siger det også -
Det er kun de få procent bedst stillede (i verden) der er interesserede i at beholde verden som den er.