https://www.facebook.com/102451576287474/

På Korte Kontrakter, Vermlandsgade 61, Copenhagen (2026)

14/11/2023

Jeg vil gerne takke de mange kunstnere som har deltaget i På Korte Kontrakter.
En udstilling som især har været kurateret udfra konkrete problemstillinger feks at en kunstgruppe er blevet smidt eller presset ud af deres atelierer.
Alligevel kom mange af pressemeddelelserne også til at handle om kunstneres økonomi generelt. At gøre opmærksom på de forhold kunstnere lever under og forhåbentlig få nogen til at tænke på, hvad det er for en by vi gerne vil have.

Golden Enterprise v. Marie Bancks, Jacob Remin, Sian Kristoffersen og August Valentin, Bodil Krogh Andersen, Martin Christoffer Lund, Ari Lin Sixten, Kristoffer Ørum, Kevin Malcolm, Sarah McNulty, Hannibal Andersen, Maria Zahle, Aysha Amin og ANA (Astrid Noacks Atelier) v. Kirsten Dufour, Finn Thybo Andsersen og Mie Lund Hansen. -Søren Thilo Funder, kurateret af SixtyEight Art Institute

Det har virkelig været en fornøjelse at mærke jeres engagement og jeg har været glad og stolt over at se de værker som i har lavet, et projekt hvor kunst er skabt og vist i en meget tydelig politisk kontekst. Men som alligevel er poetiske, sjove og interessante. Nogen siger at politisk kunst er dårligt og al god kunst er politisk.
I så fald så har man nok placeret sig lidt for blødt i sofaen.

Tak for økonomisk støtte til BKFs Kulturelle midler. Rådet for Visuel Kunst. Amager Øst Lokaludvalg.
Tak til Den Frie Udstillingsbygning for at huse en stor del af projektet. Tak til kurator Magnus Thorø Clausen, som har været med i mange faser af projektet. Og tidligere og nuværende ledere af Den Frie Dina Vester Feilberg og Marianne Torp.

Foto: Hannibal Andersen

30/10/2023

Verdens bedste?

Jeg elsker København. Det er et af verdens bedste steder at leve! Gratis Hospitaler. Gratis Skoler. Massevis af arrangementer i det offentlige rum. Man kan bade i havnen; cykle rundt i hele byen, der er endda dioder i asfalten på cykelstier. Du kan uddanne dig gratis. Gratis børnetandpleje. Jubii. Men så stopper alt det gratis vist også, ellers stiger alting, priser og temperaturer. Her findes tilbud for enhver smag. Her kan velbetalte expats let falde til. Her kan den øvre middelklasse spise på Verdens bedste restauranter. Og bortset fra sproget og de lidt reserverede danskere, så er her stadig rimelig frit. Du kan sige og gøre hvad du vil.

Jeg elsker København, man mærker en puls her, at København er i stadig udvikling, der bygges hele bydele, og mange andre byrum renoveres gennemgribende, stormflodssikres – selv NordVest er blevet et af byens interessante steder, og Sydhavn hvor den korteste levealder fandtes for få år siden er også på vej, byen finder virkelig nye måder at udvikle sig på! Arkitekter har gyldne tider. Selv co2 regnskabet når nye højder!!

Men nogen gange kan planlægningen overskygge for menneskers egne spontane ideer, hvor er pladserne vi selv skaber? De fleste pladser og gader er designet til særlige interaktionsmønstre, legepladser, bænke til 5-15 min pause, chikanedesigns på steder hvor tiggere kan finde på at slå sig ned. Amagerfælled bliver langsomt til park gennem aktiveringsprojekter til langtidsledige, semiinteraktiv kunst passer til byens rastløse energi. De midlertidige en- til to-dages begivenheder, festivaller, Distortion, gadefodbold, halvmaraton der bryder byens faste struktur i korte øjeblikke. De endeløse drukfester i Gothersgade, Vestergade, der hver weekend ligner festivalpladser, hvor unge drikker sig ned i et forsøg på at glemme de stigende krav til dem, deres stigende ensomhed og de usikre relationer.

Jeg elsker København, hvor jeg er født og vokset op, først i en femte sals baggårdslejlighed hvor vi fik halsbetændelser. Inden kommunen gav os en varm og større lejlighed i Nansensgade. Jeg har boet i de fleste bydele. Her har jeg været ung i punkens, diskoens og teknoens København. Inden jeg nu som midaldrende bor i et nybyggeri tæt på naturen, her cykles børn rundt på Christianiacykelstierne, med hver sin lejlighed som det investeringsobjekt, der skal holde os på de velstilledes plads i samfundet.

Jeg ser på en Ejendomsmæglers butik og griner desperat over at jeg aldrig kom ind på ejermarkedet. Mens jeg søger et sted jeg kan sætte mig og drikke en kop kaffe til 45 kr, for der er næsten ingen steder hvor man kan sætte sig i det offentlige rum, uden at ligne en af de mange hjemløse, der tigger eller ligger spredt rundt i passager inden ejerne bliver utrygge og får dem smidt væk før priserne på boligen vil falde. Jeg leder desperat efter et offentligt toilet, måske er det ikke noget nyt, og vi har stadig parker og legepladser, men jeg kan ikke finde ro her, turister strømmer forbi, Nyhavn, Indre by, Østerbro, det er nok bare mig, sådan har det altid været i byer, de fattige slås for at overleve, mens de rige er på vej til endnu en fest eller kulturarrangement, mens bygninger og atelierer rives ned i et hidsigt tempo bag dem.

Jeg elsker København. Men kunstnerne og de små håndværk har ikke råd til at være her længere. Engang rejste de til Berlin, nu må de finde boliger langt væk fra storbyerne.
De må stjæle sig til øjeblikke, hvor de kan tænke på kunst mellem børnehentning og lønarbejde. Og der er knap plads til eksperimenter fordi tiden skal udnyttes optimalt. Kunsten bliver det som udtænkes, koncepter der skal produceres, det kan være ok for nogle typer kunstnere, men for andre er tiden netop det afgørende. Det som åbner værkerne og sanserne.
Kunstnerne må tage pengene, når de har muligheden og løbe derhen hvor der er plads og opmærksomhed. De må håbe på at en fond eller en pludselig opstanden mæcen gør sit indtog på din vej med palmegrene og rosenblade og strør om sig med velvillig og indsigtsfuld kunstforståelse og giver den rådvilde kunstner endnu et år til at arbejde uden stressende økonomiske skrupler. Kapitalfondenes økonomi ser ud til at betyde mere for politikerne end kunstnernes, som af uransagelige grunde må arbejde til honorarer, som man ikke tilbyder andre, hverken rengøringspersonnale eller kasseassistenter.

Det gør byen fattigere og gør kunstnerne stressede når de skal bruge så meget tid på de mest basale livsomstændigheder. De må se ind i deres Mac's, hvordan de end får råd til dem? Og researche i internettes dyb, udforske materialerne på køkkengulve, de må i perioder opsige deres atelierer og suge af de usynlige rum der eksisterer i ethvert byggeri, og med lidt held få et residency, hvor de økonomiske problemer kan hvile for en stund. De må indynde sig hos kuratorer, grine med dem i en sen nattestund, så kuratoren har dem på nethinden, når hun skal sammensætte sit koncept, for koncepterne har kuratorerne, mens kunstnerne går i uvisse retninger, går i genbrugsbutikker, blinde gyder, går til ferniseringer, smiler til alle, er de riges adgang til et realitycheck, er samfundets vej mod en større poetisk orden, mod en sandere livsførsel, mod noget retfærdigt og skønt, for er det skønne ikke netop det sande og det retfærdige? Og kunstnerne bliver aller velvilligst tilbudt en lysestage for deres arbejde, deres udstilling, tilbudt fornærmelige honorarer som de takker for med glæde og smil for at være udvalgt, blandt deres venner, kolleger og alle de andre der tørster efter en smule succes, for arbejdet bærer som bekendt lønnen i sig selv.

Engang fantaserede jeg om en by uden reklamer. Nu bruger vi os selv som reklamer for vores eget brand på enhver platform: facebook, tik tok og instagram. Det de fleste unge vil være er influencers. Det samme vil storbyer være. Vi skal være verdens bedste storby, vi vil ligge højt på Liveable Cities Charts, så vi kan tiltrække de gode hjerner, kosmopolitternes og andre gode skattebetalere, vi ønsker dem der innoverer vores samfund.
Eventkapitalismen og designerbutikkerne har overtaget gadebilledet, onlinehandlen fylder vores skraldespande med pap, og enhver kvadratmeter, ethvert mellemrum er ved at blive planlagt af iværksætter, optegnet af arkitekter og udviklet af kapitaltanke. Hvert mellemrum indrettes og designes og skal optimeres til bolig eller fortælle en historie om vores behov.
LUKSUSecondHand, Craftbeer, skumle bodegaer når det gælder, fitnesscentre, neglesalonner, byvandringer, minifestivaller. Vi går på vinbarer, ønsker at være en del af de nyeste madtrends, nyder naturvin, gourmet mad, Copenhell, fastelavnsboller. Jeg ser butikscentre der vokser samtidig med at co2 kvæler vores jord. Jeg må have tøj der udstiller mig og viser min krop frem. Min krop som skønhedskniven åbner for at finde ud af om der findes steder silikone eller et nyt bycenter kan indrette sig.

Hvor er alle de steder hvor man kigger ind og finder en helt anden verden? Hvorfor kan vi ikke lave en lille bydel, hvor beboerne selv bestemmer, hvordan byen skal se ud?
Hvorfor kan vi ikke have et område, hvor kunstnere og mindre håndværk kan arbejde. Huse der unddrager sig markedslogikken. Steder der ikke har en grundværdi, men bare skal vedligeholdes. Ikke som i de nye Ejendomsvurderinger vurderes udfra det økonomiske potentiale grunden har, men det potentiale Livet, Kunsten eller Miljøet har?

Hvorfor er dem med økonomiske muskler så dårlige til at tænke kunstneriske processer med ind i deres projekter? Selvom det vil øge værdien af mange projekter.
Er det fordi kunst netop ikke kan sættes i et fast økonomisk system, fordi kunst hele tiden vil inddrage andre betydningsområder i processerne?
Vi ved vi er nødt til at tænke på andre måder end med markedsøkonomien som mål. Naturen siger det. Klimaet siger det. Men resten af verden siger det også -
Det er kun de få procent bedst stillede (i verden) der er interesserede i at beholde verden som den er.

23/10/2023

MELLEM LAGKAGEHUSE, FORVENTNINGSPRES, FITNESSCENTRE OG ØKONOMISK SELVDESTRUKTION

Jeg havde boet længe i Holckenhus, da Blackstone trådte ind på det danske boligmarked. De ville omdanne de historiske atelierer til ejerboliger. Men på grund af modstand har de foreløbig stoppet projektet. En dag for ca en uge siden blafrede så et flag fra deres flagstang og jeg tænkte, de er kloge! De omdanner deres dårlige sager til positive historier.
Men det var alligevel svært at tro. At den skrupelløse kapitalfond pludselig gik op i Københavns kulturhistorie. Der manglede ligesom også vi kerer-os-om-byen logoet på flaget.
Der skal virkelig meget til før de store fonde ændrer politik. PFA og andre pensionskasser investerer i kulindustri selvom de i deres investeringspolitik er imod det og forsvarer sig med at de har en stor investeringsportefølje!
Og tænk hvis PensionDanmark virkelig gik ind og arbejdede for biodiversiteten i stedet for at bygge på fredet natur.

København har udviklet sig på mange gode måde, men vi er ved et tipping point i forhold til social skævvridning: byen er (ved at blive) en by for de velstillede.
Og der mangler steder, hvor det uvante kan få plads, så byen ikke bliver ramt af samme følelse monokultur som i et landskab med marker.
Byplanlæggere og developere hælder økonomisk gødning ud over byggetomterne. Developerne ønsker kun at få priserne til at vokse. Ejendomsudviklere bruger endda kunstnernes tilstedeværelse som et aktiv for bymiljøet.
Kunstnerne er byens nomader, på jagt efter steder, på jagt efter arbejdsro og karrierer der kan betale for deres drømme. Det tager tid hver gang, man skal indrette sig, det koster penge at finde ro, det er dyrt at købe sig til tid. Tid til at udfolde processer der ikke har et formål, ikke har en plads i byens produktionslogik.

Her står en blomst, en flue summer irriterende.
Blade rasler ned af træerne. Hov se en sommerfugl... der stadig er på vingerne. Når man ser en sommerfugl, spørger man ikke: Har vi behov for denne sommerfugl?
Man ser den flyve forbi, og ønsker intet andet end at se den i det øjeblik!

Engang kæmpede fagbevægelserne for arbejdstageres vilkår, en kamp der gjorde at de fleste har en række rettigheder og overenskomster som arbejdsgivere skal følge. Men i de nye prekære tider ansættes flere på midlertidige kontrakter og i forskellige former for kundeforhold. Feks er man som Woltbud ikke længere er en underbetalt arbejdstager på mindsteløn, man er partner.

Politikerne ser magtesløse på...
Hvor blev Kåre Dybvads ideer om at skabe en mere blandet by af?
Forsvandt Rosenkranz-Theils sociale forandringslyst i ministerbilerne?
Er politikerne tilfredse med byens udvikling? Eller mangler vilje, viden eller værktøjer til at kontrollere den?

Engang var København en by med fem-etages ejendomme. Nu har vi storbyambitioner. Det som engang var en velfærdsby transformeres nu til en velstandsby, som kun de bedrestillede har adgang til. Og succeskriteriet for en storby er blevet at tiltrække de rigeste og mest veluddannede. Storbyerne er blevet et produkt i jagten efter at tiltrække den bedste arbejdskraft. Men ideen om storbyen som et produkt trænger tanken om et sammenhængende bæredygtigt liv i baggrunden.

Byen er blevet et sted hvor de rigeste udhviler sig mens pengene opformeres i deres boliger, en stadig stigende boligboble, som måske, måske ikke, en dag sprænger og en flodbølge af digitale gulddukater og havstrømme fyldt med kæmpeblæksprutter der kan forudse fodboldresultater svømmer ind over byerne og højhusene kan vise at deres glasfacader gør gavn som de akvarier de allerede er, facader, der skal invitere lyset ind, men udefra gør boligerne til udstillingsvinduer til liv, med næsten ens møblementer. Sparsomt, moderne og helst dyrt, hvert design er en meddelelse om status og tilhørsforhold.
Og kunstnerne, ja kunstnerne må flytte til de lavestliggende områder på Lolland og Falster, de områder som først oversvømmes. Når ikke bare kunstmarkedet er overophedet, men hele livsnerven: MARKEDET er overophedet og co2 skaber en dystopisk ramme om vores liv - og som andre nomader må kunstnerne drive rundt efter hvor der er vand at drikke, penge i sigte -og indimellem håbe på at lidt glitter drysser fra oven; at se sig selv på forsiden af et medie og udleve det håb der kredser om kunstnerne; så folk pludselig ser dig og ikke kun spørger om ”du kan leve af det?”, men pludselig interesserer sig for din historie, dine evner, dit geni og dit mod, så man fra at være en nomadisk uvelkommen skikkelse har gennemtrængt kulturens frontlinje som en af de droner der i ly af mørket bevæger sig gennem raderens forsvarsværker og pludselig oplyser din død i et altfortærende glimt. Jo, mindre kan også gøre det, at få en anmeldelse i et lokalblad og måske et skulderklap af kollegerne og i sidste ende et velment legat der kan få drømmen til at leve i endnu et halvt år.

06/10/2023

På Korte Kontrakter har forsøgt primært at opridse konturerne af kunstneres arbejdsvilkår, Men også at rette blikket mod København, mod storbyen hvor kunstnere ofte søger mod fordi der her er netværk og mulighed for at udstille. Men København har i de sidste årtier nået et punkt i sin udvikling som gør det endnu sværere for kunstnere at være der.

Den danske velfærdsby har vist sig at være en historisk succes og måske en endnu større fiasko.
Dette paradoks udforsker arkitekt og debattør Kristoffer Lindhardt Weiss i sin bog Kritisk by, som jeg her citerer fra og anbefaler:

På rekordtid har velfærdsbyen ændret sig til at være en velstandsby.
Fra den bredtfavnene åbne by der bygger på ligeværdighed transparens åbenhed til den markedsdrevne by. En by der ikke kan løse problemstillinger om lighed, klima, nye familiemønstre

Det moderne billede af byen som det åbne demokratiske rum, hvor alt er tilgængeligt uanset social klasse er brutalt erstattet af byen som eksklusivt rum for en lille del af befolkningen

Hvis Liveability begrebet udvandes, risikerer vi at miste blikket for det, man i denne sammenhæng kan kalde kritisk by, dvs dybden af den byideologiske diskussion, der er helt central for at liveability-begrebet ikke mister sin dynamik og bliver til tom altfavnende konformisme. Pænt, manicureret og ufarligt, og uden den kant, der er med til at udvikle vores forståelse af det bebyggede miljø. Det bliver i værste fald et element i en intetsigende markedføringslingo, der kun understøtter den øgede bykonkurrende, hvor velstående kosmopolitter fra den øvre middelklasse kan boltre sig i de hyperservicerede glatte byrum, som byen tilbyder i jagten på et hurtigt oplevelsesfix i en gennemtrængende rastløshedskultur.

Og Weiss citerer Rem Koolhaas
”A new trinity is at work: traditional european values of liberty, equality and fraternity have been replaced in the 21st century by comfort, security and sustainability”

Byernes rolle som smeltedigler for det uventede, for kulturel udvikling, for en mangfoldighed af livsformer, er erstattet af byrum, hvor socialt udstødte kan få polititilhold -handicapcentre, flygtningelejre, børnehjem ligger på god afstand af byens centre.

Manglen på manifester og kulturelle ønsker om social bevægelighed og indignation har afskaffet de klassebevidste utopier og den markedsdrevne realitet virker som en naturlov der ikke kan stilles spørgsmål til og som lokalpolitikere virker magtesløse overfor.

Det er By og Havn der neddrosler og truer den bynære natur i en politisk kabale der skulle give plads til en metro. Men kabaler hvor naturens diversitet falder og naturen taber er ikke kabaler men ophørsudsalg. På samme måde har vi brug for diversitet i byerne, for at de ikke udtørrer og bliver velordnede manicurerede rum for den bedre stillede middelklasse.

06/10/2023

Kunstnere lever, med få undtagelser, med et stadigt håb om støtte til sine projekter og med en minimal økonomi at leve for. Med afslagene som en konstant, der truer eksistensen som kunstudøver. Honorarerne er ofte forsvindende små eller ikke-eksisterende. Og langt de fleste kunstnere 80-90% lever i underbetalte prekære situationer.

Jeg havde håbet på at få støtte til mit projekt På Korte Kontrakter, fordi det italesætter netop disse problemstillinger som er et af de største problemer for de fleste kunstnere. Men alle de største fonde har afvist mit projekt.

Vi var i dialog med Bikuben Fonden, selvom den nyudnævnte kunstneriske leder Dina Vester Freilberg kort tid forinden var leder af Den Frie Udstillingsbygning, som huser På Korte Kontrakter, men endte med et afslag.

Jeg havde mest regnet med støtte fra Statens Kunstfond især fordi Jeanette Ehlers som er forkvinde har lagt en ret politiske linje... men måske er det politiske ikke længere realpolitisk og i langt højere grad identitetspolitisk, som måske i højere grad er intellektuelle politisk strukturelle værdimarkeringer.
Statens Kunstfond har gentagne gange beskrevet den kunstneriske manglende substans.

På Korte Kontrakter har planlagt 9 udstillinger med 18 kunstnere, udstillingsrækken er arrangeret for 130.000,- hvor størstedelen går til små honorarer.
Det vil sige at en kunstner for at lave et eller flere værker får 5000,- kr. Indenfor dette budget skal der betales materialer (evt søges penge til materialer), betales husleje.
Det er forskelligt hvor lang tid hver kunstner bruger på et værk, men man vil sjældent kunne bruge mindre tid, end 14 dage og ofte 2-3 måneder, alt efter omfang og hvor mange der er med på udstillingen.

I virkeligheden skulle langt de fleste honorarer i kunstbranchen mellem fem og tidobles.
At være med på en gruppeudstilling tager mindst en måned. Et rimeligt honorar burde efter mit skøn være omkring 30-50.000,-kr

Førhen var der en implicit logik i at man ved at udstille optjener en synlighed, evt anciennitet, og dermed genererer et salg af sine værker. Og det er kun 5-15% der har et egentlig salg af værker der kan skabe nok indkomst.

Er der strukturel modstand mod at kunstnere får en ordentlig betaling for deres arbejde?
Eller måske er der bare alt for mange kunstnere?

25/09/2023

På Korte Kontrakter har sine sidste ferniseringer på Torsdag d. 28. september.
så kom forbi til bobler, øl, performance, ord og koncert.
Ari Lin Sixtens Hjemsøgelser på Dantes Plads 4, 5. sal, fra 15-20 der vil være ord af SVALA VAGNSDATTER ANDERSEN og en koncert af XANADUNE!
Bodil Krogh Andersen og Martin Christoffer Lunds Kvindeateliererne på Charlottenborg på AGA Works, Vermlandsgade 61, fra 17 og gå ikke glip af deres
Performance kl 18!
ANA, Astrid Noacks Atelier ved Kirsten Dufour, Finn Thybo Andersen og Mie Lund Hansen viser deres "Gentrificeringsmonument", det er fra 17-21
Udstillingerne bygger på historier fra gentrificeringens København, og om chikanens og eksklusionens/inklusionens indflydelse på os.

13/09/2023

Fra i næste uge kan du komme med til optagelserne af den helt nye sæson af det radio-dokumentariske lydværk Rosas Reality Radio.

Om eventrækken på Kunsthal Charlottenborg siger Rosa Marie Frang:

”Kunstnerne, os som producerer det indhold som HELE kunstfeltet lukrerer af og eksisterer på grund af, ligger, til trods for kontinuerlige floromvundne skåltaler om kunstens betydning, allerlængst nede i det økonomiske hierarki. Uligheden er steget med 50% over de sidste 30 år i Danmark og det er ikke længere et spørgsmål om, hvor ’god’ eller faglig relevant din kunst er i forhold til, om du vil lykkes med en kunstkarriere.

Det er snarere et spørgsmål om, hvorvidt du har familierelationer, som kan støtte dig med et økonomisk sikkerhedsnet. 17 pct. har en indkomst under 100.000 kr. om året og ca. halvdelen af kunstnerne har en samlet indkomst under 200.000 kr. før skat.

Højtuddannede og fagligt professionelle kunstnere, som ikke er i en økonomisk gavnlig familierelation, ødelægges, brænder ud og smadres. Mennesker, kunst og vigtige stemmer går tabt, og alt imens er kunstfeltet gennemsyret af en offentlig tavshed om uligheden. Ingen vil tale højt om fattigdommen, enten fordi det er skamfuldt, det opleves som selvforskyldt, fordi man ikke vil ses som ’offer’ eller er bange for det vil skade ens karrieres image – eller fordi man slet og ret sidder i en position, som bygger på at bibeholde status quo”.

Det første arrangement finder sted onsdag den 20. september kl. 17.00-19.15. Der er gratis entré til kunsthallen og pladserne fordeles efter først-til-mølle.

Læs mere her: kunsthalcharlottenborg.dk/da/aktuelt/2023/09/04/rosas-reality-radio-saeson-2-begynder-paa-kunsthal-charlottenborg/

11/09/2023

Udstillingen The Golden Enterprise på AGA Works består af værker af 4 medlemmer af det nu opløste atelierfællesskab af samme navn. Fællesskabet bestod i 16 år og det er lang tid i en verden af korte kontrakter. Det gjorde stedet til noget særligt. Mange kunstnere havde kortere og længere forhold til stedet, for nogen var det et slags andet hjem og for andre et flygtigt bekendskab, et par måneder på fremleje mens et andet medlem var væk. Afslutningen på det hele var voldsom. Det var sorgfuldt at sige farvel for vi var alle mere eller mindre følelsesmæssigt indlejrede i stedets afkroge og hjørner. Mødet mellem Salling Groups markeds-økonomisk betingede beslutningsprocesser og vores behov for at beholde arbejdsplads og fællesskab intakt, var en samtale der blev ført på to vidt forskellige sprog. Udstillingen's værker formulerer noget om det tab og den indignation vi oplevede ved at blive kørt over af en maskine som Salling Group og vil kredse om jura-sproglige finesser, aktivistisk handling, prekær udsathed og hylde det fælleskab der opstod på Vesterbrogade 72.

Baggrund
I oktober 2022 satte ejerne Salling Group huslejen op for atelierfællesskabet Golden Entreprise med 180 %, uden varsel. En leje kunstnerne umuligt kunne betale. Med advokathjælp af fra BKF skrev de en indsigelse til Salling Group, der ejer bygningen, og foreslog en noget lavere, stadig stor lejestigning. Salling Group svarer (gennem sit advokatfirma) med at indkalde samtlige medlemmer på lejekontrakten til en retssag; En retssag, de ikke havde en chance at vinde. Salling Group lod til sidst Golden Enterprise slippe for den nye lejestigning hvis de indenfor 3 måneder, afleverede lejemålet, ryddet og i pænt stand.
Golden Enterprise lå på 2. sal over Føtex påVesterbrogade 74-76 i den ikoniske bygning tegnet af Henning Ortmann i 1940. Fra 2006 og gennem 16 år har over 60 kunstnere haft deres daglige gang på Golden.

Samme ejer Salling Group smed stort set samtidig OK Corral ud af deres lokaler. OK Corral var et atelierfællesskab og udstillingssted, der i en lang årrække har været et vigtigt selvorganiseret udstillingssted for yngre eksperimenterende kunst, og samtidig et atelierfællesskab.

OK Corral lå på Rolighedsvej 9 var et selvorganiseret udstillingssted og atelierfællesskab. Udstilllingsstedet skabte en platform for unge kunstnere, der for nylig har taget afgang fra et af de tre danske kunstakademier, og for udenlandske kunstnere og kuratorer, der ikke tidligere havde haft væsentlige soloudstillinger i Danmark. OK Corral gav den yngre scene mulighed for at eksperimenterer, skabe deres første udstillingserfaringer, udvide deres faglige netværk og få deres projekter ud i verden til skue for et bredere publikum.

Salling Group:
”I Salling Group er vores kultur og værdier dét, der gør os til noget særligt. Værdierne er fundamentet for vores kultur, og vores kultur gør, at vi adskiller os fra vores konkurrenter. Den er formet af, hvem vi er, hvad vi tror på, hvordan vi arbejder og af vores ambitioner.”
Salling Group har en kerneværdi der hedder Integrity -Vi opbygger tillid ved at opføre os ordentligt, ansvarligt og ærligt.

Sallingfondene:
Salling Fondene støtter hvert år en lang række projekter og initiativer, der forbedrer hverdagen for danskerne.
Siden 2012 har fondene doneret ca. 1,9 mia. kroner til projekter inden for kunst og kultur, sport, kirke, forskning, innovation, uddannelse samt velgørende formål.
Vi støtter det danske kulturliv bredt, så flest muligt får lyst til og mulighed for at opleve og deltage i kunst og kultur - fra unikke events til udvikling af stærke institutioner til gavn for alle.”
Og i et stort interview i Politiken udtrykker kunstmæcenen og den gennemgående figur i Salling Fondene Lise Salling: ’Jeg ved simpelthen ikke, hvordan jeg skal beskrive den glæde, det er at kunne glæde andre, men det er en følelse, der fylder mig’.

På Korte Kontrakter mener at de store fonde har et ansvar for hvordan byen udvikler sig. Og særligt dem der bryster sig af at støtte kulturen bør også måles på hvordan de behandler kunstnere.
På Korte Kontrakter mener at det er dobbeltmoralsk, på den ene side at støtte store spektakulære kunstevents og samtidig presse små atelierfællesskaber og udstillingssteder ud!

På Korte Kontrakter

14/11/2023

30/10/2023

23/10/2023

06/10/2023

06/10/2023

25/09/2023

13/09/2023

11/09/2023

Adresse

Internet side

Underretninger

Kontakt Virksomheden

Genveje

Del

Type