22/07/2026
Jeg har berørt det her emne før. Men jeg føler behov for at vende tilbage til det igen, denne gang med et lidt dybere perspektiv.
Vi ved at musik spillet i fællesskab frigiver oxytocin. Det er en del af forklaringen på den dybe følelse af samhørighed og tilhørsforhold som opstår, når vi spiller musik sammen. Men en ting er at vide det, noget andet er at se det udfolde sig i virkeligheden. Og for at det hele skal give mening, er jeg nødt til at rulle lidt tilbage i tiden og beskrive blot en lille del af historien om og bag PJ og Slagtøj Centret.
Peter Kragh Jacobsen, oftest bare kaldet PJ, startede oprindeligt som trommeslager, og han og Ole Randbøll arbejdede sammen i butikken Drumstick, hvor PJ lavede reparationer. Da Ole senere åbnede sin egen butik på Frederiksberg, tilbød han PJ et fast job, hvilket PJ på det tidspunkt sagde nej til. PJ tilbød i stedet at hjælpe til med at bygge butikken op og fik kort efter sin egen etage i huset, hvor han startede sin egen virksomhed, PJ. I et par år kørte Ole og PJ de to separate virksomheder i et tæt partnerskab, men besluttede til sidst at fusionere, og med tiden øgedes PJ's andel i virksomheden, indtil de omkring 1990 havde et 50/50 partnerskab. Som PJ selv har sagt det i et interview med trommeslageren.dk: "vi arbejdede jo sammen fra morgen til aften, og var mere sammen end vi var med vores familier."
I årene der fulgte blev de forhandlere af store mærker som Meinl, Slingerland og Dresden, og i 1990 pakkede de deres første Musser-marimbaer ud og leverede dem til Safri Duo. De har siden leveret til adskillige orkestre og institutioner, blandt andet Den Kongelige Livgarde. Ole var i mange år ansigtet udadtil, manden alle huskede og kendte, mens PJ stod i baggrunden og holdt værkstedet kørende. Den vision de to herrer havde fra begyndelsen, om at skabe Skandinaviens, måske Europas bedste slagtøjsbutik, var ikke længere bare en vision.
Ole gik desværre bort for mere end 20 år siden, hvor hans indflydelse og betydning blev tydeliggjort, da omkring 500 mennesker mødte op til begravelsen. PJ fortsatte alene, med Ole stadig i virksomheden i sind og ånd, og drev visionen videre.
Henrik Lund havde på det tidspunkt sin egen karriere i branchen, med mange år i Musikhuset Aage Jensen, der senere blev til 4Sound, en kæde af musikforretninger dækkende Danmark, Norge og Sverige. Faktisk tog Henrik dengang initiativ til en dedikeret trommeforretning under 4Sound og ledede den, indtil han blev butikschef for den store 4Sound-afdeling i Odense. Et hastigt udviklende marked, hvor webhandel fyldte mere og mere, blev til sidst enden på 4Sound, der blev erklæret konkurs. Henrik kom herefter til Slagtøj Centret, hvor han og PJ allerede kendte hinanden godt efter et mangeårigt forretningssamarbejde og selvfølgelig den fælles passion for trommer og percussion. Og det er som om en del af historien gentager sig, for ligesom PJ engang gjorde det, har Henrik gennem årene gradvist købt sig ind i butikken. Lidt efter lidt, år for år.
Da det blev kendt at PJ nærmede sig pension, begyndte noget at tage form bag kulisserne. En overraskelse blev planlagt. Og hvilken overraskelse. Den 1. maj mødte mere end 200 trommeslagere og percussionister op til en flash mob der som et sambaoptog bevægede sig fra Frederiksberg Rådhus hele vejen til den lille gårdsplads foran Slagtøj Centret. Undervejs skiftede rytmerne, samba, breaks, forskellige grooves. Og efter et af breaks'ene tog det ikke mere end to sekunder. Præcis som ét enkelt sekund af kick og hi-hat er nok til at genkende Billie Jean, er rytme alene nok til at hjernen med det samme ved hvad den hører. Det er "Played-A-Live." Midt i det hele stod Safri Duo selv, omringet af 200 trommeslagere. Jeg var desværre ikke selv til stede den dag, men alene det at sidde og se billederne og videoerne bagefter gav mig gåsehud.
Et par måneder senere var vi ved dagen for generationsskiftet. Peter skulle gå på pension og overdrage taktstokken til Henrik. Og ligesom tidligere blev det endnu engang tydeligt hvor stærkt et fællesskab, hvilken loyalitet og sammenhold der var bygget op gennem årene. Utrolig mange kunder, venner, kolleger og forretningsforbindelser fulgte invitationen og mødte op den dag, for at sige tak til Peter for hans indsats, og ønske Henrik tillykke og alt godt med at tage over. Det er uden tvivl det stærke fællesskab der trækker folk til, men det skader nu heller ikke med koldt fadøl og en pølsevogn.
Mens jeg stod der i gården, overrasket over hvor mange der faktisk var mødt op, begyndte jeg langsomt at genkende ansigt efter ansigt, og det gik op for mig hvor mange af disse mennesker der havde sat, og stadig sætter, takten i nogle af de vigtigste sange og musikstykker i dansk musikhistorie. Det var simpelthen mindblowing. Og at alt det her har udfoldet sig omkring en musikbutik. Det er da fantastisk.
Og så er der faktisk endnu en mere personlig grund til at dette emne ligger mig på sinde. For Henrik er en af mine barndomsvenner. Jeg husker stadig hvordan vi som drenge sad og bladrede i musikmagasiner, dem der engang fandtes, nogle gange de samme blade igen og igen. Man kiggede på billederne, læste om instrumenterne, og drømte. Man ønskede sig det ene, fantaserede om det andet. Og PJ Percussion var der, i de magasiner, som noget vi pegede på og drømte om at eje en dag. Og nu er det altså Henrik der har taget den opgave på sig at videreføre det fællesskab, den loyalitet og den kultur som gennem mere end 40 år har gjort Slagtøj Centret til meget mere end en butik. Det er altså stort.
Men hvordan hænger alt det her egentlig sammen? Videnskab, nervesystem og oxytocin, historien om PJ og Ole, om Henrik og hans karriere, en flash mob, og en overdragelsesdag? For mig hænger det sammen fra flere vinkler, og ender i sidste ende i en form for cirkel.
Fra et videnskabeligt perspektiv er det velkendt og dokumenteret at frigivelsen af oxytocin er særlig stærk gennem musik, rytme og sang, og at det skaber en følelse der binder mennesker sammen. Kigger man på butikken, er det tydeligt at der er skabt et fællesskab der er usædvanligt stærkt. Det ser man tydeligt på fremmødet til begivenheder, både de sørgelige og de glade, og på den respekt så mange mennesker, hvad enten det er kunder, venner, familie eller forretningsforbindelser, tydeligt har vist.
Og det leder mig tilbage til musikeren. For her har vi dedikerede, passionerede mennesker med musikken som det fælles, og det er blevet drivkraften bag det stærke fællesskab vi ser omkring butikken. Ikke fordi det var planlagt sådan, men fordi det bare er sådan det er. Musik og passion går hånd i hånd, og i hele denne historie ser vi hvor stærkt det bånd faktisk er. Og det er svært ikke at tænke at netop den her forbindelse til musikken er den grundlæggende drivkraft, især når forskning rent faktisk har vist at hjerneaktiviteten hos en professionel musiker, mens han spiller, viser langt større kompleksitet og omfang end hos mennesker der ikke er musikere.
I sidste ende kan man selvfølgelig ikke bevise nogen af de her direkte sammenhænge. Men så kan man heldigvis også bare tage et skridt tilbage og sige: musik er fantastisk. Og det er den på så mange forskellige niveauer.
Stort tak til PJ. Og til Henrik og hele holdet, jeg er ikke et sekund i tvivl om at I kan og vil bære arven videre i det der med rette kan kaldes en "institution".
PS. Som en sidste bemærkning vil jeg bare runde af med et lille spørgsmål, et spørgsmål der, hvis jeg husker rigtigt, er en del af et citat fra Ed Thigpen: hvorfor mon man kalder en trommeslagers plads for en trone?
