07/08/2026
🪭Skitser med Carmen-sus i skørterne 💃
Hjemvendt fra ferie er skræddersalens arbejdsborde lige nu flankeret af de flotteste kostumetegninger!
Carmens visuelle univers er udformet af scenograf og kostumedesigner Gøje Rostrup, hvor Bizets klassiske hitopera fra 1875 her bliver fuld af farver, folklore og sus i skørterne.
Farvepaletten og funktionerne i tøjet bærer præg af, at Carmen og hendes omgivelser er et arbejdende nomadefolk i evig bevægelse.
Samtidig bruges kostumerne aktivt i fortællingen om Carmen, både hvad angår tematikker, tidslighed og livsmod.
Kostumerne følger musikken, der strømmer eksplosivt i sin livsglæde og flyder over med ekstase, frygt, sorg, sjov og spænding. Midt i dét danser Carmen, med livssus i skørterne - og gennem forestillingens kostumer mærker vi løbende hendes skæbne.
Endelig er kostumerne bevidst skabt flertydigt i sit udtryk, for at favne spændet imellem klassisk folklore og virkelighedsnær relevans – for Carmens fortælling er eviggyldigt allestedsnærværende.
Se herunder et udpluk af Gøje Rostrups skitser, der lige nu bliver syet til virkelighed i skræddersalen. Og glæd jer til Carmens hjertebankende livsmod til det kølige efterår.🍂🪭