Kulturkapellet Aarhus er et scenekunstnerisk vækstlagshus i den gamle kapelbygning på det tidligere Aarhus Amtssygehus. Huset udspringer af udviklingsprojektet Scenέos – fælles ung scene under Aarhus Kommunes kulturaftale 2020–2024, hvor kommunen sammen med Børnekulturhuset, Ungdomskulturhuset, Teaterhuset Filuren, Performing Arts Platform, samt frivillige unge scenekunstnere fra Scenekunsthuset A
arhus og Quonga ville styrke og opkvalificere det scenekunstneriske vækstlag i Aarhus. Målet var at skabe en scene, hvor unge scenekunstnere selv kunne udvikle, producere og præsentere scenekunst i praksis, og derved bygge en bro til det professionelle scenekunstmiljø nationalt. Kulturaftalen er nu udløbet, og i dag driver vi selv huset videre som en selvstændig, non profit forening. Huset bliver drevet af os frivillige i bestyrelsen, og vi er derfor økonomisk afhængige af fondsmidler og medlemskontingenter for at kunne holde dørene åbne. Det betyder, at vi skaber rammerne for det unge scenekunstneriske vækstlag i Aarhus. Vi tilbyder øvelokaler, black box og fællesrum, hvor unge og spirende scenekunstnere kan øve, eksperimentere og præsentere deres projekter. Vores mission er at gribe det unge scenekunstneriske vækstlag og skabe faciliteter, som kan inspirere, forbinde og udvikle. Kulturkapellet Aarhus' oprindelige bestyrelse og frivilligstab udsprang af et samarbejde mellem vækstlagsforeningerne Scenekunsthuset Aarhus og Quonga. I dag er Scenekunsthuset Aarhus og Kulturkapellet slået sammen til én forening, og Quonga har stadig hjemme i huset som medlemsgruppe. Vi ønsker, at flere foreninger og grupper flytter ind og bruger huset som base for deres scenekunstneriske aktiviteter. Alle medlemsgrupper får tilbudt en plads i bestyrelsen. Som medlem kan du bruge huset til at realisere dine egne projekter, uanset om du står med din første idé til et scenekunstnerisk projekt, eller har stor erfaring i feltet. Vi udvikler løbende huset sammen med dem, der bruger det, og vi gør vores bedste for, at Kulturkapellet Aarhus kan være et sted, hvor nye stemmer, formater og fællesskaber får plads til at vokse og påvirke resten af scenekunstbranchen. Vi glæder os til at tage imod dig i huset!