10/06/2026
Deltag i en sanselig omvisning med lydkunstner og healer Tanja Schlander.
Med afsæt i sit værk “Har du nynnet i dag?”, der er en del af udstillingen Samfund af Bindinger på Aalborg Jordemodercenter, fortæller Tanja Schlander om sin kunstneriske praksis, der bevæger sig mellem noise-musik, universets klang og sundhedsmiljøets lydlandskaber. Værket tager udgangspunkt i de lyde, der allerede findes i huset, og kan opleves via en indlejret QR-kode, som inviterer besøgende ind i et fælles klangrum af ro, nærvær og lydlig forbundethed.
Under omvisningen deler Tanja enkle nynne- og vejrtrækningsøvelser, som kan bidrage til ro og nærvær i hverdagen som gravid eller ny mor. Det vil også give indblik i, hvordan stemmen kan fungere som et redskab til at lytte med, til og gennem de omgivelser, vi befinder os i.
Tanja Schlander er dansk billed- og lydkunstner med mere end 20 års erfaring inden for udvikling og produktion af lydkunst med fokus på støj. I hendes praksis flettes lyd, omsorg og healing sammen i undersøgelser af, hvordan vi relaterer os til de fremmede og teknologiske lyde, der præger sundhedsfaglige miljøer. Her bliver nynnen en måde at møde støjen på – ikke som noget, der skal fjernes, men som noget, der kan bearbejdes og transformeres gennem kroppens egen resonans. Hendes stedsspecifikke værker skaber rum for nærværende møder mellem lyd, krop og omgivelser og peger på nye måder at erfare omsorg, tilstedeværelse og fællesskab.
〰️〰️〰️
Tid: Mandag d. 22 juni kl. 15:30-17:00
Sted: Aalborg Jordemodercenter
〰️〰️〰️
Grafik: Kamilla Mez
Fotograf: Rikke Ehlers Nilsson