16/04/2026
★ MUX PRÆSENTER: ALICE AI ★
Alice Ai har på meget kort tid markeret sig som en stor stemme i den danske undergrund. Hendes musikalske udtryk veksler frit mellem hyperpop, techno og punk – med en tematisk flersidighed, hvor noget opløftende altid ledsages af noget mørkt – og omvendt: Fra følsomme melodier til forvrængede skrig; fra bløde synthflader til subsoniske rumble kicks.
På sin debut-EP ’d.a.t.a.d.e.a.t.h.’, som sikrede hende en nominering til en Gaffa Pris som Årets Elektroniske Navn, dykker Alice Ai ned i de dobbeltheder, der præger liv og identitet. Med udgangspunkt i krop, s*x, relationer og selvbillede undersøger hun, hvordan håbløshed og mod, frygt og styrke, kan eksistere side om side.
Live skaber Alice Ai et frirum, hvor både hun og publikum kan udtrykke sig uden begrænsninger. Et rum hvor al den energi og sårbarhed, der bygger sig op i hverdagen, kan frigives, et rum hvor man bare kan være til stede i øjeblikket. Inspirationen fra punk og techno er endnu mere tydelig live og den kompromisløse tilgang, der kendetegner disse undergrundsmiljøer, afspejles i en performance hvor popmelodier møder et kantet, udfordrende udtryk, der byder både punkere, ravers og pop-hoveder indenfor.
★ MUX x SPOT Festival 2026 ★
Igen i år er MUX til stede på SPOT Festival, hvor vi vil præsentere en række spændende vækstlagsartister for jer!
I finder os på Drivhusscenen i Volume Village fredag den 1. maj, hvor i kan opleve:
★ Inga Bari
★ Zoumer
★ Alice Ai
★ Sofia Ali
★ sophie-lou
★ Savy Stone
(Tidsplan TBA)
Vi ses!
Kh MUX 💙