13/08/2026
🥇 Den Evige Optimists Fortjenstmedalje
– og en ledig plads til dig, der måske har en piper eller drummer i maven
I år har **Aalborg Pipe Band 25 års jubilæum**.
Det er 25 år med sækkepiber, trommer, kilte, konkurrencer, koncerter, ture, venskaber og en betydelig mængde tid brugt på at diskutere ting, som almindelige mennesker ikke ville mene kunne diskuteres så længe. Jeg mener: Hvor længe kan man nørde rundt i en fjerdedels-node? (svaret er: Længe) 😄
Men 25 år er også 25 år med mennesker. For det er mennesker som foreningen og bandet består af.
Og disse mennesker kommer.
Og disse mennesker går.
Nye elever kommer ind ad døren med en drøm om at spille sækkepibe eller tromme.
Det sidste har Casper Dahl Nellemann, John Sonnenborg og os andre en vis erfaring med. Casper har været med siden starten i 2001, jeg siden 2010, så tilsammen har vi efterhånden set så mange nye elever begynde, at vi burde kunne få anciennitetstillæg alene for at sige:
**“Velkommen. Vi finder lige noget øvegrej til dig.”**
Og mene det.
Hver eneste gang.
Men ak: Drømmen er som regel større end det første instrument.
Når et nyt menneske kommer for at lære sækkepibe, har vedkommende naturligvis et nogenlunde klart billede af målet.
Kilt.
Sækkepibe.
Hele herligheden.
Man kan allerede mærket suset når man står i toppen af tårnet og spiller Amazing Grace.
Så får man udleveret en øvechanter.
Den har omtrent samme visuelle autoritet som en blokfløjte, der har taget aftenkursus i skotsk kultur.
For trommeslagerne er princippet det samme. Før man får lov til for alvor at gøre livet vanskeligt for naboerne, skal teknikken på plads.
Man skal lære det grundlæggende.
Man skal øve. På en trommeplade der har rigtig meget til fælles med en pizza.
Og derefter indtræffer den del af uddannelsen, som overraskende mange mennesker ikke er blevet orienteret om:
**Man skal fortsætte med at øve.**
Det tager tid at lære et instrument.
Ikke fordi det er umenneskeligt svært.
Men fordi hænderne skal lære noget, de ikke kunne i går.
Og hænder er konservative størrelser. De ændrer ikke mening, bare fordi ejeren har købt en kilt.
# # Vi har ingen statistik. Heldigvis.
Vi har ikke ført præcise tal over, hvor mange nye elever der gennem årene er begyndt og senere stoppet.
Det ville kræve et regneark, og der findes grænser for, hvor meget virkelighed en frivillig forening bør udsættes for.
Men et forsigtigt gæt kunne være, at måske **én ud af otte eller ti** når hele vejen fra:
*“Det kunne være fedt at lære…”*
til:
*“Hvor mødes vi på lørdag, og hvornår skal vi være omklædt?”*
Det skyldes ikke, at det er dyrt at prøve hos os. Tværtimod. 100 kr. om måneden i kontingent i 11 måneder.
Det skyldes heller ikke, at nye bliver overladt til sig selv. Vi hjælper og underviser og vil faktisk meget gerne have dem med.
Men der kræves én særlig egenskab.
I mangel af et bedre ord kalder jeg det for **nørd-genet**.
Det er evnen til frivilligt at spille den samme lille passage igen og igen og bagefter tænke:
“Nummer 39 var faktisk bedre.”
Talent er glimrende.
Men vedholdenhed er bedre.
Man skal møde op.
Man skal øve.
Og når noget ikke lykkes første gang, skal man helst undlade at opfatte det som en personlig besked fra universet om, at man i stedet burde begynde til padel-tennis.
# # Så kommer opturen
Med mellemrum sker der noget vidunderligt.
Der kommer flere nye. Ligefrem i stimer.
Flere bliver hængende.
Bandet vokser.
Der kommer flere pipers og drummers til øveaftenerne.
Og så begynder vi gamle medlemmer at gøre noget, som erfaringen burde have lært dem at undgå:
**De bliver optimistiske.**
“Nu sker der noget.”
“Det ser virkelig godt ud.”
“Ham dér bliver hængende.”
Det er lidt som en nordjyde, der stiller havemøblerne ud efter tre solskinsdage i april og dermed meddeler vejrsystemerne, at sagen er afgjort.
Så går der nogle år.
Realiteterne melder sig. Der skal også øves en kedelig tirsdag aften.
Folk får børn.
De flytter.
De får nyt og mere krævende arbejde.
De får andre interesser.
Nogle mister lysten.
Livet blander sig kort sagt i bemandingsplanen uden først at spørge Pipe Major.
Og så går medlemstallet ned igen.
Vi har lige haft en optur.
Nu kan vi mærke, at vi bevæger os den anden vej.
Vi kender vejen.
Vi har været her før.
# # Derfor medaljen
Casper og jeg talte om det forleden og nåede frem til, at der mangler en officiel dekoration inden for pipe band-verdenen.
**Den Evige Optimists Fortjenstmedalje.**
Den skal gives til de mennesker, der har set hele denne cyklus mange gange og alligevel bliver ved.
Til dem, der tager imod elev nummer 38 med samme entusiasme som elev nummer 4.
Til dem, der ser fem nye ansigter til en øveaften og tænker:
**“Det her bliver godt.”**
Mens erfaringen står henne ved væggen med a**ene over kors og ikke siger noget.
På medaljen kunne der passende stå:
**ETERNALLY OPTIMISTIC**
**NEW STUDENTS – NEW POSSIBILITIES**
Og nederst:
**SAME CYCLE. SAME HOPE. COUNTLESS TIMES.**
For vi rejser os jo igen.
Det har Aalborg Pipe Band gjort i **25 år**.
Og det har vi tænkt os at blive ved med.
# # Og her kommer så den alvorlige del
For måske sidder der faktisk nogen og læser dette, som altid har tænkt:
**“Jeg gad egentlig godt prøve sækkepibe.”**
Eller:
**“Det dér med trommerne kunne være fedt.”**
Så er dette faktisk en invitation.
Du behøver ikke kunne spille i forvejen.
Du behøver ikke eje en kilt.
Du behøver ikke have skotske aner, et særligt forhold til wh**ky eller en uforklarlig trang til at gå rundt i regnvejr.
Du skal bare have lyst til at lære.
Og så skal du være indstillet på, at det tager tid.
Vi skal nok hjælpe med resten.
Måske kommer du tre gange og opdager, at det alligevel ikke var dig.
Det er sket før.
Vi overlever.
Vi har medaljen at støtte os til.
Men måske er du **den ene ud af otte eller ti** og det er vi meget taknemmelige for.
Måske er du den, der pludselig opdager, at øvningen ikke længere er noget, man skal huske at gøre.
Den er blevet noget, man gerne vil.
Og så står du måske en dag midt i bandet med sækkepiben under a**en eller trommen foran dig og tænker, at det egentlig er lidt mærkeligt, at det hele begyndte med et Facebook-opslag.
**Så hvis du har en piper eller drummer i maven, er der plads til dig i Aalborg Pipe Band.**
Kom og prøv.
Vi tager imod dig med åbne a**e, godt humør og 25 års erfaring.
Og vi er klar til at tro på dig.
Det sidste burde historien måske have lært os at være mere forsigtige med.
Men det har den ikke.
**Heldigvis.**
/Formanden (Brian John Mccullen Dahl)
